Stadionløsningen er stadig usikker

Fik du læst

 Tip en ven    Udskriv    Del

Karen Pedersen, datter af første forstander på Egelundshuset, Bodil Pedersen, og mangeårig pædagogisk medarbejder, beboer og voksen på stedet fra 1943-1992, Skibby skriver: Den 25. november ville have været 65 års dagen, men sådan skulle det ikke gå. Som så mange andre i dette samfund skrottet efter 65 år. Denne gode ven hed Egelundshuset og har været hjem for omkring 300 børn. For mange børns vedkommende det eneste hjem, de kunne regne med. Her kunne man komme hjem og få vendt de problemer, der især gjorde ungdomsårene problematiske. Her kom man hjem og holdt jul, nytårsaften, fastelavn, påske, Skt. Hans og efter behov ferie. Koner, mænd, kærester og eventuelle børn var altid velkomne, og jeg tror, de følte sig hjemme på 'Vores Egelundshuset'. Dette var også deres hjem. Mange 'børnebørn' har holdt ferie på Egelundshuset og både de og deres forældre har nydt godt af det. De første år var der ikke mange penge at rutte med. Bodil lånte penge af sin bror og far for at få det hele til at løbe rundt. Vel at nærke penge, der blev betalt tilbage. Vi skulle jo have sengelinned, hvilket i forvejen var svært at skaffe under krigen. Jeg husker, vi havde fået fnat fra et barn, der kom fra Rigshospitalet. Da vi stod op om morgenen skulle alt sengelinned koges i en gruekedel, tørres på snoren og lægges på sengene igen om aftenen. Vi børn kom i bad og blev derefter smurt ind i en ildelugtende salve, inden vi kom i seng. Næste morgen skulle vi og sengelinnedet vaskes igen. Vi havde ikke så meget, at alle kunne få rent på på en gang. Vi tog på vinterferie i Norge mange gange. Alle børn sparede sammen til rejsen ved at tage nogle småjobs. Alle voksne betalte selv deres rejse. Skiene var brugte, men hvor var det dejlige ferier. I 1953 var vi på ferie i seks uger. Vi havde egen skole, hvor der var skolegang hver formiddag, så vi kunne boltre os i sneen om eftermiddagen. Teater, litteratur og film var en integreret del af vores opvækst og altid udvalgt med henblik på den sociale udvikling af børnene. Alle deltog i fællesskabet og måtte yde efter evne. De fleste af os nød godt af det liv, vi levede på Egelundshuset. Bodil havde købt et nedlagt husmandssted på Læsø, hvor vi holdt påske, sommerferie og efterårsferie. Børn og voksne nød godt af den nærhed og accept, vi oplvede på Læsø. Efter 50 år kaldes stedet stadig for 'Børnehjemmet på Tyvhulvejen'. Vi fik en god ballast med i rygsækken, som de fleste af os har kunnet bruge i voksenlivet. Dette liv, som Bodil startede med børnene i Hareskoven februar 1942, fortsatte til nytåret 1984, hvor andre tog over, har ved lukningen ramt de børn og voksne, der var på Egelundshuset utroligt hårdt - især børnene, som nu kan føle sig kasserede endnu en gang. Min oplevelse af Egelundshuset er, at de voksne, der var på stedet de sidste år, var dybt engagerede og kæmpede for de børn, de levede sammen med. Søndag den 26. oktober var jeg til gammel elevfest på Egelundshuset. Det er længe siden, jeg har oplevet en så intens stemning. Alle var berørte af, at det var sidste gang, vi skulle ses på Egelundshuset, men samtidig glade for at se gamle kendinge. Det blev en oplevelse, jeg vil bevare i erindringen resten af livet. Det må være småt med forståelsen fra politikerside (læs Mikkel Warming) for børnenes behov og følelsesmæssige udvikling. Jeg troede Mikkel Warming (socialoverborgmester i Københavns Kommune, der havde driftsaftale med Egelundshuset red.) havde en smule forståelse for nogle af de mest udsatte børn i vores samfund. Det burde han have med den stilling, han bestrider i Københavns Kommune!!! Mange vil huske Egelundshuset længe. Og et er sikkert. Det har haft stor betydning for os alle!!!!

Publiceret: 14. November 2008 12:00

Fik du læst

Mest læste

112

Seneste læserbreve

DET SKER - i Lyngby-Taarbæk