En redningskrans er kastet ud til Det Flydende Teater.
En redningskrans er kastet ud til Det Flydende Teater.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

En løsning på vej til Det Flydende Teater

Lyngby-Taarbæk Kommune køber tre forestillinger på land til 300 elever, og det betyder så, at der efter al sandsynlighed også i 2018 vil være teater på Furesøen. Nabokommunerne mangler dog stadig at give tilsagn om støtte

Af Pernille Borenhoff
Umiddelbart ser det lysere ud for Det Flydende Teater og deres trofaste publikum. Efter at Strömma i foråret 2017 overtog driften af Baadfarten, hvorfra teatret de seneste 11 år har opført forestillinger, er udgifterne for Det Flydende Teater eksploderet. I den sådan grad, at det ikke ville være rentablet for dem, at opsætte forestillinger den kommende sommer.

Det afgående Kultur- og Fritidsudvalg er dog kommet med en løsning, der i hvert fald i 2018 ser ud til at kunne sikre, at der bliver teater på Furesøen.

“Vi har besluttet at købe tre forestillinger, der skal spilles på land for 300 elever fra kommunens ældste klasser. Det koster 120.000 kroner, men finansieres inden for vores egen ramme. Da forestillingerne bliver solgt til unge, får kommunen 40.000 tilbage af staten, så det derved koster os 80.000 kroner,” forklarer formand for Kultur- og Fritidsudvalget Hanne Agersnap (SF).

Hun synes, at det er en rigtig god løsning og kan ikke se, at der er noget til hinder for, at den kan blive varig.

“Det betyder, at vi har et teater i forbindelse med bådfarten, og at teatret samtidig kommer ud til en ny målgruppe,” siger hun.

Et skridt på vejen

Skuespiller og leder af Det Flydende Teater, Pelle Nordhøj Kann, ser med denne aftale lysere på teatrets fremtid.

“Vi fik en huslejestigning på 160.000 kroner og søgte om et tilsvarende beløb fra kommunen. Nu må vi se, om Gladsaxe og Furesø vil dele resten. Det er rigtig godt for os, at debatten kom på banen, for vi var tæt på at kaste håndklædet i ringen. Men det har været så dejligt at mærke politikernes og ikke mindst publikums store opbakning til fortsat at have et lokalt forankret teater i kommunen, og det har givet os stor lyst til at kæmpe videre,”

Bibliotekschef og direktør for Kultur- og Fritid erkender, at den netop indgåede ordningen ikke løser teatrets problemer i fremtiden. Men at det er et skridt på vejen.

“Jeg ser gerne, at Det Flydende Teater kan fortsætte med at opføre deres forestillinger på søen. På søen er der en begrænset kapacitet, men med aftalen sikrer vi, at kommunens børn stifter bekendskab med teater i høj kvalitet. Her på falderebet er vi nået et langt stykke vej, og som chef kan jeg kun være glad for, at vi får mere kultur ud til børnene i skolerne, så jeg synes, at det er en god løsning. Men teatret skal stadig arbejde på at hente et beløb hos Furesø og Gladsaxe kommune,” siger Jeppe Bjørn Larsen.

“Vi var ved at kaste håndklædet i ringen, men denne løsning betyder, at vi kan spille forestillinger i 2018.” Foto: Pernille Borenhoff
“Vi var ved at kaste håndklædet i ringen, men denne løsning betyder, at vi kan spille forestillinger i 2018.” Foto: Pernille Borenhoff

Publiceret: 05. December 2017 11:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Det grønne område