Katte går som regel deres egne veje. Men den kan godt være forbundet med fare.
Katte går som regel deres egne veje. Men den kan godt være forbundet med fare.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Du må ikke skyde naboens kat

En aktuel sag om en kat i Virum, der er blevet skudt med et haglgevær, har fået debatten om løse katte til at blusse op

I sidste uge modtog vi her på avisen et debatindlæg fra en rystet katteejer, der efter et besøg hos dyrlægen med sin sårede kat fandt ud af, at årsagen til kattens trængsler var, at den gentagne gang var blevet ramt af hagl.

I indlægget skrev Jeanette Helmi Varis blandt andet.

“Jeg fik for kort tid siden den meget ubehagelige meddelelse fra dyrelægen på Dyrehospitalet i Lyngby, at min kat Findus var blevet skudt med hagl i ryggen.

Jeg havde ellers haft mistanke om, at den var blevet påkørt, fordi den blødte fra et sår i ryggen og ikke kunne stå på det ene bagben.

Det var derfor først en lettelse at høre, at der ikke var nogle knoglebrud, men til gengæld blev jeg noget forfærdet over at høre, at den havde været udsat for en grum handling.

Røntgenbilledet viste også, at det ikke var første gang, at den er blevet truffet af hagl. Billedet viste også et gammelt hagl, som sad ved ribbenene. Det fik mig til at tænke, at de sår jeg behandlede Findus for i vinter, og som jeg troede stammede fra et grimt katte slagsmål, måtte være det gamle hagl.”

Hos Lyngby Dyrehospital kender man godt til det nævnte tilfælde, men dyrlæge Simon Rokkedal kan heldigvis berolige med, at det er ekstremt sjældent, at man hos dyrlægen oplever skader som disse.

Blandt de mange kommentarer læserbrevet affødte på Facebook var der da også kun en enkelt katteejer, der for godt tre år siden havde oplevet noget lignende.

Det siger loven

De fleste, der har reageret på indlægget, er rystede over kattens trængsler. Men en del læsere nævner også, hvor frustrerende det er med omstrejfende katte, når de besørger i børnenes sandkasse eller køkkenhaven.

Men uanset, hvor træt man er af nabolagets katte, så er det altså ikke tilladt, at skyde dem. Men det har det faktisk været.

Mark- og Vejfredsloven blev dog ændret 1. juli 2014, og siden har det ikke længere været tilladt at aflive katte, husdyr, løsslupne pelsdyr, tamkaniner og fjerkræ, der strejfer rundt på din grund.

Det skriver Bolius, Boligejernes Videncenter.

Der er dog én undtagelse fra loven: Hvis dyret angriber andre husdyr, eller der er overhængende fare for, at det vil angribe personer eller ejendom, må du aflive det uden forudgående advarsel.

Katten skal holdes hjemme

Ifølge Mark- og vejfredsloven er man, på trods af kattens strejfende natur, forpligtet til at holde den på sin egen grund. Du er derfor i din gode ret til at jage uønskede katte væk.

Hvis dyrene færdes på din grund og er til væsentlig gene, kan ejeren straffes med bøde. Væsentlig gene er for eksempel, hvis dyret er aggressivt, trænger ind i dit hus eller skader din ejendom.

Hvis en kat, tamkanin eller et af de andre dyr strejfer rundt på din grund, er det tilladt at fjerne dyret på en ”hensigtsmæssig måde”, eksempelvis ved at jage det væk eller forsøge at indfange det.

Med hensigtsmæssig menes, at dyret ikke må opleve unødvendig smerte eller lidelse.

Hvis du fanger dyret, skal du hurtigst muligt, og senest inden for 24 timer, kontakte ejeren.

Hvis du ikke ved, hvem dyret tilhører, skal du kontakte politiet. Det er din pligt at fodre og passe dyret forsvarligt.

Hvis dyret har forvoldt skade på din grund, kan du forlange erstatning af ejeren.

Det er også muligt for politiet at udstede bøder til katteejeren, hvis katten er til væsentlig gene.

Men inden nabostridighederne får lov til at køre helt af sporet, så kan det måske være en god ide, at tage sig en snak med naboen

Sådan holder du katten væk fra haven?

Bolius kommer med en række råd til, hvordan du holder katten ude af haven uden brug af krudt og kugler.

Langt de fleste katte er bange for vand. Derfor er det ofte et effektivt middel at sprøjte efter den med fx vandslangen eller en vandpistol, når du ser katten på din grund. Katten kan blive så forskrækket, at den undlader at besøge din have en anden gang.

Du kan også prøve at hamre 2 grydelåg hårdt sammen i nærheden af katten. Det kan give den et effektfuldt chok.

Du kan bruge en række ting, der lugter stærkt, til at gøre blomsterbedet eller andre steder i din have uinteressant for katten, da mange katte ikke bryder sig om stærke lugte. Fælles for rådene er dog, at de kan virke på nogle katte, men ikke på andre.

Strø indholdet af brugte teposer omkring bedet. Dufte af fx citrus, pebermynte og eukalyptus kan også afskrække katten.

Vand omkring bedet med et afkog af rosmarin og timian. Hjortetaksolie er også et effektivt middel. Det lugter dog forfærdeligt, og effekten forsvinder, når det har regnet et par gange..

Strø Kakao-Flis - et jordforbedringsprodukt, der består af lette, sprøde skaller fra kakaobønner – eller kaffegrums i havens bede. Mange katte bryder sig ikke om lugten af kaffe.

Dryp bentjære på steder, hvor du vil holde katten væk. Bentjære, som kan købes på apoteket, anvendes bl.a. i landbruget til at holde fluer og insekter væk fra heste. Vær dog opmærksom på, at det også virker afskrækkende på bl.a. hunde og i øvrigt lugter meget stærkt. Kilde Bolius

Publiceret: 10. August 2017 09:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Det grønne område

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt