Jakob Engel-Schmidt får ikke kun kritik, men også støtte. Foto: Lars Schmidt
Jakob Engel-Schmidt får ikke kun kritik, men også støtte. Foto: Lars Schmidt
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Det er ikke alle, der slår hånden af Engel-Schmidt: Massiv kritik, men også støtte

Støtte i medierne til et tidligere kommunalbestyrelsesmedlem Jakob Engel-Schmidt, der blev stoppet med kokain i blodet - og støtte fra politiske kollegaer

“En ting er manden opfører sig fuldstænding grotesk og umoralsk set i forhold til hans hverv som politiker og borger i DK men at folk decideret nærmest støtter manden og ønsker ham alverdens gode ting, er i mine øjne mindst ligeså vanvittigt!”

Det skriver Lucas Andreas Sell på Facebook, og han skriver i kor og helt i sync med rigtig, rigtig mange, som retter hård, massiv kritik mod det tidligere medlem af Folketinget og kommunalbestyrelsen i Lyngby-Taarbæk, Jakob Engel-Schmidt.

Engel Schmidt gik onsdag til erkendelse. Han havde kørt bil med kokain i blodet, og han lagde sig helt fladt ned og undskyldte med opdateringer på Facebook både onsdag og torsdag.

Læs her, hvad konsekvensen er lokalt for Jakob Engel-Schmidt

Sagen fik stor bevågenhed i medierne og på de sociale medier. Men det var ikke kun foragt og kritik, som Lyngby-borgere Jakob Engel-Schmidt blev mødt med.

Flere medier, debattører og politiske kollegaer støttede ham. Og tog samtidig afstand for hans handlinger.

Lokal støtte

Engel-Schmidt trak sig fra Folketinget i sensommeren og blev ansat som underdirektør på Niels Brock. Det job har han mistet nu. Venstre i Lyngby-Taarbæk ønsker heller ikke længere at have ham som folketingskandidat. Og TV2 News har nu også fjernet ham som politisk kommentator.

Men der er også støtte til ham. Hans kollega i kommunalbestyrelsen i Lyngby, Hanne Agersnap (SF), skriver på Facebook:

“Mennesker fejler! Jeg kender dig som et menneske, en dygtig politiker og behagelig kollega. Det er der ikke ændret på. Rejs dig, hvor du faldt og lær af dine fejltagelser.”

En anden kollega samme sted, Enhedslistens Henrik Bang, skriver:

“Du ønskes alt muligt held og lykke med at finde veje der passer dig. Pas godt på dig selv.”

Og Dansk Folkepartis lokalformand Anette Skafte:

“Trist Jakob, håber du kommer ovenpå igen og at du får støtte og hjælp fra dine kære.”

Liberal Alliances Anne Jeremiassen skriver:

“Anywho, Jakob må stadig gerne passe mine unger.”

Partifællen Mads Fuglede:

“Kære Jakob, jeg ønsker dig det bedste i tiden fremover. Jeg er overbevist om, at du kommer tilbage stærkere.”

Læs Jakob Engel-Schmidts bekendelse her

Tragisk tab af talent

Debattører og medier får også nuancerne med.

“Alle politikere kender og accepterer disse uskrevne regler. De er forbilleder og må leve op til det. Men det er et tragisk tab af talent, at Jakob Engel-Schmidt må forlade politik. Han er en ferm debattør, der som få andre kunne udlægge den borgerlige tekst,” skriver Andreas Karker i B.T.'s leder og kalder Engel-Schmidt deroute for en tragisk nedtur.

Chefredaktør Rune Lykkebjerg skriver i Information:

“Det er dumt at tage kokain og ulovligt at køre med det i blodet. Schmidt har udstået sin straf, mistet sit job og er blevet offentligt udstillet som misbrugsbilist. Men i Venstre har de en mærkelig moral: De, der bryder reglerne som folkets tjenere i landets ledelse, bliver tilgivet, mens den, der privat begår fejl uden konsekvenser for andre end ham selv, bliver dømt ude for altid.”

Erhvervsmanden Asger Aamund:

“Jeg synes, det er hysterisk. Selvfølgelig er det dumt at køre bil, når man er påvirket af kokain. Det får han sin straf for, og det, synes jeg, er rimeligt nok, og så kan han være en samfundsborger igen som alle andre. Hvorfor han ikke længere kan være hos Niels Brock eller TV2, kan jeg ikke se,” siger han til B.T.

Uskøn heksejagt

Berlingskes debatredaktør, Anne Sophia Hermansen, skriver:

“Heksejagten på Jakob Engel-Schmidt har mildest talt været uskøn. I løbet af et døgn er han blevet strippet for næsten alt - sin valgkreds, sit job på Niels Brock, sin kommentatortjans på TV2 og sin anseelse. Alligevel er det ikke nok for hylekoret på Facebook. Nej, han skal længere ned, mener folkedomstolen, der åbenbart aldrig selv har gjort noget åndssvagt.”

På Twitter skrev komikeren og journalisten Sebastian Dorset:

“Jeg har et par gange mødt Jakob Engel-Schmidt i forbindelse med debatprogrammer. Set i lyset af den verserende sag vil jeg i fremtiden ikke møde ham igen... uden at komme med et tilbud om et kram og en kop kaffe. Kvik fyr, dum sag, stop nu hykleriet.”

Han uddybede på netmediet POV International:

“Og det mener jeg: Lad retssystemet dømme og kast kun den første sten, hvis du i øvrigt er sådan en, der ikke kaster med sten.”

Publiceret: 08. Februar 2018 11:45

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Det grønne område

Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt