Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Utryghed og kriminalitet fortsætter i Lyngby

Anette Skafte (DF), Lokalformand og folketingskandidat

Kriminaliteten fortsætter i højeste gear, og politiet er presset i bund, hvor sager med vold, bilafbrændinger, indbrud, knivstik, tricktyverier, hash og narkosalg præger bybilledet.

Senest har sager om bilafbrændinger og flere indbrud i Lundtofteparken også skabt utryghed for beboerne der.

Politiet kan ikke være til stede med det nødvendige mandskab 24 timer i døgnet, så man har fra kommunens side afsat yderligere ressourcer til SSP- indsatsen med håbet om, at en ekstra SSP-medarbejder og knap en halv million kroner årligt vil gøre kommunen mere tryg.

Men det er ikke nok at symptombehandle med forsøgsordninger.

Jeg kan også have mine tvivl ,om et par gadeplansmedarbejdere er nok til at komme den stigende kriminalitet til livs.

De SSP-medarbejdere, der er tilknyttet Lyngby-Taarbæk Kommune, gør, hvad de kan, når det gælder indsatsen over for teenagerbørn og brug af illegale stoffer. Men jeg mener ikke, det er nok, over for den ret hårde kriminalitet, vi ser udvikle sig uge for uge.

Kommunalbestyrelsen bør overveje at nedsætte et særligt §17 stk.4-udvalg, som har fokus på tryghed og forebyggelse af kriminalitet.

Man bliver nødt til at få drøftet og udarbejdet en handlingsplan for, hvilke holdbare og langsigtede initiativer, der skal sættes i gang for at få bugt med kriminaliteten og få skabt tryghed i boligområder og i bymidten.

Jeg mener, de almene boligselskaber bør have flere ressourcer til det boligsociale arbejde for børn og unge, da det er med til at forebygge og mindske kriminalitet.

Men de bør til gengæld mere på banen med hårde konsekvenser over for de af deres beboere, der begår kriminalitet i nærområdet, eller er i kontakt med folk udefra, som samles i grupper og bander.

En af konsekvenserne kunne være opsigelse af lejekontrakter for dem og deres familier.

Forældrene til børn og unge må også stilles til ansvar. Hvis forældrene ikke har styr på, om deres børn/unge laver hærværk, uro eller kriminalitet, bør man som fast procedure gøre brug af forældrepålæg, det vil sige trække i de kommunale støttekroner, som familien måtte modtage.

Der skal en langsigtet og konsekvent handling til for at bekæmpe kriminalitet, og midlerne er i værktøjskassen, de skal bare tages op og bruges til at få trygheden tilbage.

Publiceret: 30. Januar 2018 21:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Det grønne område

Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt