Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Trist hvis Det Flydende Teater forsvinder

Maja Ries, Åbrinken 16. 2830 Virum.
Som virumbarn, lyngbyborger, naturentusiast, kulturelsker og formand for Det Flydende Teater smerter det mig at erfare, at Det Flydende Teater på grund af en privatisering af Bådfarten nu står i en yderst vanskelig situation økonomisk.

Den fantastiske fødekæde - som jeg selv har været en del af fra Ungdomsskolens dramahold, masser af teater og musik på Virum Gymnasium, stiftelsen af Teater PræCdens og mange fantastiske oplevelser på Templet til Det Flydende Teaters helt unikke kulturoplevelser på Furesøen hver sommer - er nu i fare for at briste.

Det ville være uendeligt trist for Lyngby-Taarbæk Kommunes borgere, hvis Det Flydende Teater forsvandt ud af kommunens kulturtilbud. Lokalt forankret kultur og kunst har en helt særlig værdi, og jeg synes, vores skønne kommune ville blive et fattigere sted uden de unikke natur- og kulturoplevelser, man kan få i forbindelse med Det Flydende Teaters opsætninger hver sommer på Furesøen.

Kultur, kunst og ikke mindst teater giver nogle unikke øjeblikke af nærvær og selvrefleksion, som er yderst værdifulde og vigtige for os mennesker.

Nu, hvor man tilsyneladende har begravet drømmen om et kulturhus og opsagt lejekontrakten på otte millioner kroner om året, kan det ikke være svært at afsætte beskedne 160.000 kroner til at redde Det Flydende Teater og sikre kunstneriske oplevelser af høj kvalitet til os borgere.

Jeg håber inderligt, at man politisk finder en måde at prioritere anderledes på, så kulturen generelt får en mere central plads.

Publiceret: 08. Oktober 2017 17:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Det grønne område

ANNONCER
Se flere