Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Tak til kommunens vandreklub for demensramte

Rebecca Bolt Ettlinger, Kildevældsgade 63, København Ø
For et års tid siden startede min mor i Vandreklubben, et nyt tilbud til borgere med let demens i Lyngby-Taarbæk. Det fungerer rigtig godt, og det skal kommunen have ros for.

Initiativtageren, Jane Sand, har sammen med plejepersonalet og demensteamet her skabt et tiltag, der kommer rundt om alt det, lægen anbefaler mod demens, lige på nær medicin: motion, socialt samvær, varieret mad, nye oplevelser og genkaldelse af gode minder.

Først og fremmest kommer deltagerne ud at gå en tur på tre-seks kilometer en gang ugentlig, nogle gange i omegnen, andre gange med bus ud i det blå.

Under turen tager personalet fotos, som bliver printet og sat ind i en bog til deltagerne. Fotoerne bliver også projekteret op på en skærm ind imellem, når gruppen er sammen.

Efter turen spiser gruppen frokost sammen. Og derhjemme kan vi kigge på fotoerne og tale om, hvad der skete undervejs. Min mor, som har Alzheimers sygdom i mild grad, får dermed pulsen op, smilet frem og brug for at rode lidt i hukommelsen. Det kunne ikke være bedre.

Min mor bliver glad af at deltage, og dagen efter har hun mere energi end normalt. Hun er slet ikke til sociale aktiviteter på et dagcenter, og alene var hun næppe heller kommet ud og gå så langt, så kombinationen i Vandreklubben er helt perfekt.

Tak for det. Vi håber, vandreklubben kommer til at fortsætte i mange år - og gerne at den bliver udvidet.

Publiceret: 19. November 2017 10:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Det grønne område

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt