Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Seniorboliger der støtter op omkring fællesskabet

Dorthe Minna Hansen, kandidat til KB (S)
Jeg møder flere og flere Lyngby-Taarbæk borgere i 65-90 års alderen, der efterspørger seniorvenlige boliger, der ikke isolerer dem fra resten af samfundet, men tværtimod indbyder til samvær med andre seniorer og på tværs af alder.

Fremtidsforskere peger på, at mange – og det gælder ikke kun seniorerne – gerne vil bo i en form for bofællesskab, hvor fællesarealerne bliver passet og der er adgang til samvær, men hvor man stadig har sin egen bolig. Det kan gøres på leje- og ejebasis og med forskellige grader af forpligtende og uforpligtende fællesskab. Det kan være ved udvikling af eksisterende boligområder og ved helt nyt byggeri.

Vi kan jo passende starte med at spørge og involvere seniorerne i Lyngby-Taarbæk Kommune: Hvad er en seniorvenlig bolig? Hvad skal der til og hvordan gør vi det? Måske skal vi alle lidt mere op af stolene, for at det kan lade sig gøre: Borgere, politikere, almene boligselskaber og private investorer.

Jeg vil arbejde for, at vi får sat boligmulighederne for seniorer på dagsordenen. Jeg vil gerne opfordre - og udfordre - de almene boligselskaber til at tænke kreativt og fremsynet i forhold til at udvikle og bygge seniorboliger, der i højere grad støtter op om fællesskab, for eksempel bofællesskaber og opgangsfællesskaber. Et bud på lokalitet kunne være jordstykket mellem rækkehusene på Agervang og Torsvang ud af Klampenborgvej.

Lad os skabe boliger, der kan rumme os fra vugge til krukke. Boliger der fordomsfrit inkluderer alle aldersgrupper (unge, ældre og familier), så vi i højere grad kan mødes, glæde og støtte hinanden i dagligdagen.

Publiceret: 06. September 2017 17:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Det grønne område

ANNONCER
Se flere