Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Rettidig omhu - igen

Torben Pedersen, Bernhard Olsensvej 32, Virum
Jeg vil her referere til viceborgmester Simon Phil Sørensens læserbrev i DGO, ’Rettidig omhu i Lyngby Centrum’-

Det, der skaber undren, er den virkelighedsopfattelse, der ligger til grund for indlægget. Simon Phil Sørensen tager ikke udgangspunkt i borgerne, men primært i erhvervslivet og uddannelsesinstitutioner. Hvem er det, SPS repræsenterer?

Detailhandlen er under kraftig udvikling og tendensen er, at detailhandlen flyttes ud i områder, hvor der er plads og hvor parkeringsforholdene er gode. Således er det sket i en længere årrække, både i DK og i udlandet. For eksempel i Herlev Kommune har man etableret BIG. Kære Simon Phil Sørensen se dig dog lidt omkring!

Simon Phil Sørensen skriver om at tillade større butikker på op til 5.000 kvadratmeter i Lyngby Storcenter, som skulle være metoden til at dæmme op for internethandel. Hvor er dette praktiseret med succes?

Simon Phil Sørensen skriver, at vigtige initiativer er en “trafikplan for fremtiden”. Hvorfor skulle dette først være aktuelt nu? Hver gang der planlægges og igangsættes byggeprojekter (byudvikling), er det rettidig omhu, at der forinden er taget højde for trafikken som en del af projektet. Sidst med en eventuel lukning af Lyngbygårdsvej ud mod Lundtoftegårdsvej, viser, at der ikke er udvist rettidig omhu i forbindelse med udbygningen af ’traceet’.

Simon Phil Sørensen vil gerne tænke ud af boksen. Ja, men det skal være realistisk, og hvor det primært tilgodeser borgerne og borgernes interesser i kommunen og ikke alle mulige andre. Spørgsmålet er, om SPS’s virkelighedsopfattelse afspejler borgernes virkelighedsopfattelse og ønsker?

Vi er efterhånden mange, der tvivler på, at SPS’s tanker går i samme retning som vore. Du burde lytte til borgerne i en hel anden grad, end tilfældet er og give dem mulighed for reel borgerinddragelse/-indflydelse! Dette ville være udtryk for ’rettidig omhu’.

Publiceret: 08. September 2017 10:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Det grønne område

ANNONCER
Se flere