Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Retten til at parkere foran egen indkørsel

Lars Arne Christensen, Folketingskandidat (K), Vintappervej 2, 2800 Lyngby

Det var ikke videre festligt, da jeg før jul fik en P-bøde for at parkere foran min egen indkørsel. Men efter at have læst færdselslovens §29 stk 3.2, så må jeg erkende, at denne bøde følger loven. Videre har jeg læst om et væld af forgæves forsøg fra borgere over hele landet på at få omstødt den P-bøde, de har fået for at parkere foran deres egen indkørsel. Jeg mener, at det må være rimeligt, at man som borger har ret til at parkere foran ens egen indkørsel.

Jeg har ikke noget problem med, at P-vagter giver mig en bøde for at parkere foran min egen indkørsel, når de ikke ved, hvor bilen hører til. Men jeg vil gerne med færdselsloven i hånden efterfølgende kunne få denne P-bøde omstødt. Det mener jeg er sund fornuft.

Den venlige P-vagt som jeg delte mit synspunkt med her efter nytår erklærede sig enig i, at dette kunne være vejen frem. Da jeg nævnte at det undrede mig at der periodevist har været rigtigt mange parkerede biler på vores vej, så sagde P-vagten, at der som sådan var rigeligt med velordnede P-pladser i Lyngby men ”folk gider ikke gå”. Da jeg fik det skåret ud i pap, så forstod jeg, at mange billister ikke har lyst til at gå de 500-1000 meter der skal til, for at komme fra P-plads til arbejdsplads.

Men nu er det jo nytår, og så er det tid til nytårsforsætter. Så her er dealen. Jeg vil som folketingskandidat for det Konservative Folkeparti i Nordsjælland arbejde for retten til at parkere foran ens egen indkørsel til gengæld er det mit håb, at billister parkerer deres bil på velordnede P-pladser og spadserer med raske fjed på arbejde. For det er ikke bare sund fornuft, det er også bare sundt!

Publiceret: 07. Januar 2017 19:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Det grønne område

Annonce
ANNONCER
Se flere