Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Lundtofte-debatten, der kørte af sporet

Af Leif Luxhøj-Pedersen, beboerformand for Lundtofteparken

Som beboerformand i Lundtofteparken er det trist at være vidne til, at det næsten er umuligt at diskutere udviklingen i Lundtofte, uden at det kommer indlæg i DGO, som fejlagtig prøver at skræmme beboerne med, at byggemaskinerne snart går i gang med at overbebygge vores område.

Afdelingsbestyrelsen i Lundtofteparken er glad for, at kommunen vil løfte vores område blandt andet med at udvide og modernisere Lundtofte Skole samt kigge på hele vores bydel også set i lyset af den kommende letbane.

Men som beboerformand er jeg endnu engang nødt til at understrege, at der er ingen som kan bygge i Lundtofteparken uden et afdelingsmøde har sagt ja. Derudover skal Samvirke som selskab sige ja, og Landsbyggefonden skal ind over, så der kommer ikke pludselig byggemaskiner i Lundtofteparken sådan som Karl Henrik Baum prøver at skræmme beboerne med.

Men til almindelig forbrugeroplysning er vores selskab Samvirke i gang med at få lavet en tilstandsrapport på alle afdelinger i Samvirke. Mange af vores afdelinger har brug for nye tage og vinduer. Dette gælder også i Lundtofteparken, og samtidig med denne rapport har firmaet undersøgt, om der kunne bygges nogle ekstra boliger i vores forskellige afdelinger blandt andet for at nedbringe udgifterne til renovering.

Jeg håber, at det trods alt vil lykkes at få en fornuftig debat om vores bydel inklusive Lundtofteparken - her vil debatten foregå på vores beboermøde, og som sagt har vi ikke bestilt nogen byggemaskiner, så det bliver endnu en fredelig sommer i Lundtofteparken.

Publiceret: 26. Juni 2017 17:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Det grønne område

Fik du læst
ANNONCER
Se flere