Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Letbanens driftunderskud fortiet

Af Arne Kraglund, Hjortekærsvej 151C, Lyngby

Torben Pedersen spørger i DGO 30. marts til økonomien for letbanen og estimerer, at det vil koste Lyngby-Taarbæk Kommunes borgere - hvis interesser vores politikere er valgt til at varetage – ¾ -1 milliard kr. Det er beløbet svarende til det nuværende budget før tilkøb, som f.eks. er Lyngby-Taarbæk Kommunes andel af DTU-svinget eller konvertering af jernbanesveller til skinner i gadeplan. Altså enhver overskridelse kommer oveni.

Hvad man i larmende tavshed forbigår er driftsunderskuddet. Hvor stort er det? Mig bekendt forventes det at være betydeligt højere end driften af bus 300 m.fl., som forventes nedlagt.

Nu er normalen, at politikere helst undgår at flytte penge på tværs af sektorer, altså større underskud går ikke fra børn, unge, ældre kultur mv. Nej, de skal hentes i samme område, altså offentlig transport.

Heraf konkluderer jeg, at den ”fantastiske” letbaneløsning vil medføre, at ikke kun busserne langs Ring 3 nedlægges. Driftsunderskuddet giver også dårligere eller nedlagt service andre steder i kommunen.

Må vi få at vide før valget, hvem der skal bære de ofre, og hvordan man vil sikre plads til de mange ekstra biler, det formentlig kommer til at medføre.

Denne fortielse er endnu et eksempel på, hvordan troværdigheden til vores politiske system undermineres, når man som vælger oplever, at vores politikere i den grad er tonedøve for et bedre og mere fleksibelt alternativ til den halve pris, nemlig BRT-busser. Det har de fundet ud af i Aalborg og Malmø.

Publiceret: 02. April 2017 15:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Det grønne område

Annonce
Fik du læst
Annonce
ANNONCER
Se flere