Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Landbrugsmuseet og Fæstningskanalen

Ole Mathiesen, Høtoften 20, Virum

En læser fra Furesøvej beklager i DGO, at kommunen vil investere penge i projekter som det gamle landbrugsmuseum og den historiske fæstningskanal. Hun mener, at pengene i stedet skal blive hos borgerne og dermed hende selv.

Det synspunkt er naturligvis helt legitimt, men mon ikke mange borgere mener, at man i en kommune skal se fremad, det vil sige udvikle og investere i vores fælles by. Det mener jeg da bestemt, og kan kun på pågældende læsers vegne beklage, at der ikke findes øer i Furesøen, for så kunne hun da bare bo der, sådan helt for sig selv, mens vi, der mener, at fællesskabet er kommunens fundament, kan gå ud af den vej.

Desværre kommer afgående byrådsmedlem Henrik Brade Johansen den føromtalte læser delvis i møde, da han i DGO 2.1. helt profetisk forudser, at kommunen heller ikke efter valget i november, vil bekoste noget på den fantastiske bygning på Kongevejen. Heldigvis blev HBJ ikke genvalgt, så lad os krydse fingre for, at de nye medlemmer af byrådet har flere visioner og mere mod. Mod på fremtiden.

Her følger et lille og relevant eksempel på, hvordan det kan gøres, og det er fra den virkelige verden, og ja – det er såmænd fra det såkaldte udkantsdanmark. Ringkøbing-Skjern kommune, der ligesom Lyngby-Taarbæk i forvejen er begunstiget med en fantastisk natur, har på trods heraf netop søsat et ”projekt Naturkraft”, hvor man satser på at tiltrække endnu flere turister til det i forvejen populære og forblæste Vesterhav.

Anlægget bliver dyrt, flere hundrede millioner kroner, og er først færdigt i 2020. Og hvordan griber man så det an i en fattig udkantskommune? Jo foruden kommunens eget engagement, så har man fået betragtelige tilskud fra fire såkaldt almene fonde, Velux, Mærsk, Augustinus og Færch. Lyngby-Taarbæk kommune må kunne søge samme vej, da såvel Landbrugsmuseet som Fæstningskanalen tjener almennyttige forhold, er stærkt bevaringsværdige og af stor historisk værdi. Det ville tjene kommunen, eller politikere i det nyvalgte byråd til at ære, hvis man gik helhjertet ind i projekterne. Kommunen kunne passende selv gå i gang med at etablere en plads - en ”runddel” - for eksempel mellem det gamle museum og Frilandsmuseets hovedbygning. Og for min skyld kunne man sagtens kalde den Paul Fennebergs Plads.

Publiceret: 05. Januar 2018 10:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Det grønne område