Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Kulturen skal tilbage i fokus i Lyngby-Taarbæk

Kasper Haagensen, kandidat KV17 (S)
Søndag 29. oktober havde Lindegården inviteret til debat om kulturen i Lyngby-Taarbæk kommune. Efter debatten begynder det at gå op for mig, hvorfor det står så ringe til med kulturtilbuddene i kommunen. Der var reelt ikke nogen af de partier, der sad i panelet, der kunne sige, de indenfor de sidste fire-otte år havde skabt en udvikling på kulturområdet.

Kulturområdet er et vigtigt område. Vi er fattige uden kultur. Det er der, hvor vi sammen kan skabe fælles oplevelser. Hvor mange har ikke gode minder om sankthansaftener ved Folkeparken, i Taarbæk eller ved Frederiksdal? Her mødes vi på kryds og tværs og sammen nyder vores fantastiske grønne områder i kommunen.

Indtil december sidste år kunne vi nyde klassisk musik, teater, rytmisk musik, foredrag og meget mere i Kulturhuset. Desværre så nogle politikere sig sure på Kulturhuset, og der blev aldrig rigtigt sat de midler af i budgettet, så der kunne skabes det fantastiske samlingssted, en kommune som Lyngby-Taarbæk burde have.

De nuværende politikere har desværre ved udgangen af 2016 valgt at opsige kontrakten og de godt syv millioner kroner, der årligt blev brugt i leje, er fordelt ud på det øvrige budget. Dette helt uden at forsøge at genskabe et fornuftigt alternativ rum til kulturen.

Vi skal have et kulturhus tilbage i Lyngby-Taarbæk. Vi mangler plads til for eksempel vores tre dygtige orkestre, Elverhøjkoret, og ja til helt almindelige borgermøder, hvor der kan være flere end 100 personer. Det er ikke viljen til at skabe kulturindhold, som mangler blandt borgere og foreninger i Lyngby-Taarbæk, det er viljen fra politisk side til at give plads, til at skabe indhold.

Et nyt kulturhus kunne være det gamle landbrugsmuseum på Kongevejen. Det kunne også være et nyt kulturhus på Kastanievej overfor Templet, hvor der i dag er parkeringspladser. Man kunne grave parkeringspladserne ned og bygge et nyt kulturhus i centrum.

Her vil et kulturhus være centralt placeret og vil kunne spille tæt sammen med Templets øvrige arrangementer.

Kulturen skal tilbage i fokus i Lyngby-Taarbæk.

Publiceret: 08. November 2017 18:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Det grønne område

KV17: Se her, hvem partierne har som kandidater
KV17: Se her, hvem partierne har som kandidater
Det grønne område
Seneste
Det grønne område
Mest læste
Det grønne område
112