Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Krysterredaktørens utidige leflen for letbanen

Kenn Jørgensen, Kornagervej 67, Kgs. Lyngby

22. august skrev en af mine genboer et harmdirrende indlæg til Det Grønne Område, og i flere dage stod indlægget som det mest læste på internetversionen af 'DGO'.

Men fordi indlægget var en kritik af kommunens politikere og administration og skrevet med hårde ord for at understrege utilfredsheden, så ingen var i tvivl, ja, så mistede redaktøren modet og turde ikke offentliggøre indlægget i sin trykte avis.

Sølle lille mand.

Så tillad mig at skrive et støttende indlæg - ikke til krysterredaktøren, men brevskriveren.

Læs brevskriverens indlæg her

Jeg støtter fuldt ud protesten mod at kommunen afspærrer udkørslen fra hele bydelen Kornagervej/Torsvang til Klampenborgvej/Ludtoftegårdsvej.

Det er en beslutning, som bærer præg af utidig leflen for nyt erhvervsbyggeri og en letbane, hvor den første skinne heldigvis ikke er lagt i jorden endnu.

Det er latterlige argumenter, der ligger til grund for at aflukke bydelen og tvinger beboerne ud i ekstra kilometers kørsel, både når vi skal på arbejde, men også når vi skal foretage indkøb.

Der er tale om unødvendig og latterlig leflen for nye virksomheder og DTU-ansatte, som alle til hobe burde tvinges op i den åh, så lykkebringende letbane.

Som min genbo på Kornagervej så rigtigt skrev: “Fy for den lede ...”

(Kryster)redaktørens kommentar:

Hej Kenn, den sølle, lille mand her, krysterredaktøren: Tak for dit indlæg, som vi naturligvis bringer på vores netavis.

Om der bliver plads i avisen, vil tiden vise.

Debatten om letbanen har kørt i årevis, og den er fortsat også efter, at beslutningen rent faktisk er truffet. Vi har gennem årene fået rigtig mange tilbagemeldinger om, at nu fylder den letbane altså alt for meget i avisens spalter. Og vi er helt enige. Derfor er det ikke alle indlæg om letbanen, som bringes i avisen – og slet ikke nu, hvor vi på grund af valgkamp er på vej til at drukne i læserbreve.

Kommer der indlæg, der bringer nyt til debatten om letbanen, har de en ganske udmærket chance for at blive bragt i avisen.

Man får altså ikke spalteplads, bare fordi man råber højt, taler grimt om folk, der er uenige med én, og i det hele taget skaber sig helt vildt. Der skal lidt mere til.

Lars Schmidt, redaktør

Det Grønne Område

Publiceret: 08. September 2017 11:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Det grønne område

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt