Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Kommunen i ’Drømmeland’

Mogens Friis, Langs Hegnet 39, Kgs. Lyngby

Det fremgår af beregningerne om letbanen, at man befinder sig i et økonomisk drømmeland.

Det er fastslået i flere universitets-undersøgelser (RUC og Økonomisk Fakultet i Aarhus) og af Produktivitetskommissionen, at offentlige anlægsbudgetter igennem 70 år har givet store overskridelser i anlægsbudgetterne. De er uundgåelige, og for eksempel gav Metro Ring 1 en stigning på 151 procent af det forventede budget.

Et mega-projekt som letbanen på Ring 3 må forventes i en anlægsface på syv år eller mere at stige efter tilsvarende erfaringer med anlægsprojekter. Det vil sige, at Lyngby-Taarbæk Kommunes andel vil stige tre til fire gange det beregnede som udgangspunkt til fire-fem mia. over en 40-årig periode. Dertil kommer den usikkerhed, der ligger i finansieringsforholdet med en eventuelt stigende rente, hvilket med de nuværende meget lave renter er sandsynligt.

Det måske mest afgørende i projektet er en overvurderet betydning af en skinnebåren løsning, som vil kunne bremse privatbilismen. Det ser ud til, at befolkningen foretrækker individuelle transportformer, fordi det er både billigere, mere bekvemt og hurtigere.

Det vil næppe ændre sig i fremtiden uanset politiske drømme om det modsatte.

Ondets rod er en fortsat byfortætning, som er forældet, og som fortsætter en uhensigtsmæssig udvikling, hvor de store byudviklinger fortsat koncentrerer sig i stedet for at sprede udviklingen til hele landet. Det er både dyrt og ødelæggende for hele samfundet.

Der skal en ny grøn tankegang og politik til.

Publiceret: 04. April 2017 16:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Det grønne område

ANNONCER
Se flere