Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Kandidatuddannelser på deltid giver studerende mere fleksibilitet

Af Søren Pind, uddannelses- og forskningsminister og Jakob Engel-Schmidt, uddannelsesordfører for Venstre

Den fornemste opgave for en undervisningsinstitution er at bibringe den enkelte studerende 'fragt ud i fremtiden', som Johannes V. Jensen sagde. At gribe fremtiden kræver uddannede unge. Unge der kan omstille sig og tænke selvstændigt. Viden er vores modstandskraft som et lille land i en globaliseret og højteknologisk verden. Vi kan ikke være billigere end de andre. Vi skal være klogere.

Det kræver, at vi uddanner til fremtidens arbejdsmarked. I dag er koblingen mellem uddannelserne og arbejdsmarkedet ikke god nok. Mange nyuddannede har svært ved at finde et job. Så hvordan klæder vi de studerende bedre på til et foranderligt arbejdsmarked, uden at det sker på bekostning af kvalitet og faglig fordybelse? Der skal flere redskaber i brug.

Et af de nye redskaber, som regeringen nu vil anvende, er etablering af en forsøgsordning med såkaldte erhvervskandidater. Ordningen bliver første initiativ i en frihedspakke på uddannelsesområdet, der er under udarbejdelse. Med forslaget giver vi universiteterne mulighed for at oprette kandidatuddannelser på deltid. Med en erhvervskandidat skaber vi en ny mulighed for, at studerende kan specialisere sig, mens de arbejder i en virksomhed.

Ifølge Kvalitetsudvalget skal gennemsnitligt omkring 15.000 ekstra personer med en videregående uddannelse hvert år frem mod 2030 finde arbejde i den private sektor. Dvs. 15.000 udover, hvad der i forvejen går ud og ind af arbejdsmarkedet. Samtidig skal de finde arbejde i et erhvervsliv, der forandrer sig med lynets hast. Det skal vi finde en løsning på. Studerende skal have mere frihed til at prøve arbejdsmarkedet af, mens de studerer. Og de skal have fleksible rammer, så de kan tage ud på arbejdsmarkedet i nogle år efter deres bacheloruddannelse, og så vende retur til skolebænken samtidig med at de arbejder i en virksomhed.

Erhvervskandidatuddannelserne på fire år skal have det samme indhold som de nuværende toårige kandidatuddannelser – de skal blot tilrettelægges som fireårige deltidsforløb, som kan følges sideløbende med et arbejde. Ikke et studiejob, men et rigtigt arbejde.

Det vil være til glæde for alle parter. De studerende får en ekstra mulighed for at begynde som iværksættere med egen virksomhed eller blive tæt knyttet til virksomhederne, mens de studerer. De kan på en helt ny måde erhverve sig kompetencer, som gør gavn i deres arbejdsliv. Den mulighed har de ikke på samme måde i dag. Samtidig får virksomhederne adgang til dugfrisk viden og mere kvalificerede medarbejdere.

Vi laver nu en forsøgsordning med studerende i private job. Universiteterne skal i samarbejde med f.eks. arbejdsmarkedsorganisationer vurdere inden for hvilke fagområder, det giver mening at begynde.

Ordningen kan på en gang imødekomme et behov i erhvervslivet og medvirke til, at flere nyuddannede kommer i arbejde. Erhvervskandidaten er et lille, men vigtigt skridt til at bringe Danmark klogere og rigere ind i fremtiden.

Publiceret: 06. April 2017 14:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Det grønne område

ANNONCER
Se flere
Det grønne område
Seneste
Det grønne område
Mest læste
Det grønne område
112