Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Jeg vil opfordre vælgerne til at stemme på en kandidat, der vil sætte tempoet i byggeriet ned

Niels-Martin Methmann, Hestegangen 7, Kgs. Lyngby

Kan man bygge massivt og samtidig bevare en grøn Lyngby-Taarbæk Kommune?

Et stort flertal i den gamle kommunalbestyrelse mener, at det kan man godt. Politikerne bedyrer, at de vil bevare kommunens grønne særpræg samtidig med, at de vedtager planer for at bebygge stadig flere grønne pletter. Dyrehavegårds marker, tracéet, plænerne i Lundtofte, grundene rundt om Landbrugsmuseet for blot at nævne nogle.

Sagen er, at man ikke både kan bygge og bevare kommunen grøn. En græsplæne, en boldbane, en park, landbrugsjord eller bare et uudnyttet grønt område kommer aldrig igen, når der er bygget. Aldrig!

På et valgmøde mandag 30. oktober sagde Enhedslistens Henrik Bang, at kommunen er nødt til at sælge grunde for at betale for driften af kommunens institutioner. Ingen af de øvrige fem partier sagde ham imod.

For en grøn kommune er synspunktet katastrofalt - “vi mangler penge, lad os sælge en boldbane”.

Indrømmet, der er grønt til mange år; Parkkirkegården, Fæstningskanalen, resten af Dyrehavegårds marker, Sorgenfri Slotshave, Folkeparken med mere.

Men ubebyggede arealer er vigtige elementer i en by. De giver ro, luft og lys. Byens kvalitet er afhængig af åbne rum.

Jeg vil opfordre vælgerne til at stemme på en kandidat, der vil sætte tempoet i byggeriet ned.

På mødet nævnt oven for beklagede socialdemokraten Simon Pihl Sørensen sig over det store arbejdspres, de folkevalgte ligger under for, og at der er mange sider, der skal læses i de store byggesager.

Så sæt tempoet ned! Så der bliver tid til at læse det hele grundigt igennem som afsæt for begavede beslutninger.

Nok er afgiften på dyre biler sat ned, men en butik med Ferrari-biler, som den der bliver bygget i tracéet, er vel næppe det, et stort flertal af beboerne i kommunen har gået og savnet.

Publiceret: 07. November 2017 15:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Det grønne område

KV17: Se her, hvem partierne har som kandidater
KV17: Se her, hvem partierne har som kandidater
Det grønne område
Seneste
Det grønne område
Mest læste
Det grønne område
112