Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Jeg undres – men glædes

Kasper Haagensen, som stiller op for Socialdemokratiet, nævner i sit læserbrev en række områder på ungeområdet, hvor han ikke er tilfreds med udviklingen. Derfor undrer jeg mig over, at han stiller op for Socialdemokratiet, for de har faktisk stemt for hele den negative udvikling, der nævnes. Plus mere til.

Lyngby-Taarbæk Kommune var, som Kasper H. skriver, en af de første kommuner i Danmark til at samle ungdomsskolen på én central lokation. Der blev med stor succes skabt et trygt fristed, hvor de unge kunne få ny energi, møde nye lærere og nye venner i andre end de vante omgivelser. Ungdomsskolen havde mange medlemmer og 10. klasse, som lå samme sted, var helt oppe på seks spor og kunne derfor tilbyde mange forskellige spændende linjer. Noget, som også tiltrak unge fra alle nabo kommunerne.

Da Venstre for fire år siden havde borgmesterposten, blev kommunalbestyrelsen enig om at opføre en samlet ungdomsskole og 10.klasses center i Idrætsbyen. Det skulle samtidig være et mødested for de frivillige foreninger. De unge, lærere og mange frivillige foreninger var ovenud lykkelige. Det var en ny og gennemarbejdet vision, som netop skulle prioritere ungdommen og de frivillige. Denne vision blev dog fejet af bordet, da en ny konservativ borgmester kom til, med hjælp fra blandt andet Socialdemokratiet. Venstre havde gerne set projektet gennemført.

I stedet blev der investeret over fem mio. kr. i at flytte 10. klasse på Trongårdsskolen. På trods af kraftige advarsler fra både lærere og elever om ikke at placere 10. klasses centeret på en almindelig folkeskole. Sidste år var der blot 25 elever fra kommunen, der valgte at gå i 10. klasse på Trongårdsskolen. Ungdomsskolens aktiviteter er nu spredt ud på udvalgte skoler, og medlemstallet har været langt nede, men er nu heldigvis igen stigende, selv om det slet ikke er på samme niveau, som da der var én samlet ungdomsskole. Et tilbud, som de unge forøvrigt stadig den dag i dag efterspørger.

Derudover er ungdomsskolens budget senest blevet reduceret med 236.000 kr. Vandværkets budget reduceret med 150.000 kr., Club 10 er nedlagt, åbningstiden i fritidsklubberne reduceret med en halv time og dagplejens pladser er reduceret med en tredjedel. Alt sammen med Socialdemokratiets stemmer, hvor Venstre har været imod.

Så kære Kasper. Jeg glædes over, at du deler Venstres holdninger og vil glæde mig til samarbejdet om at skabe bedre rammer for børn og unge i kommunen.

Publiceret: 08. August 2017 16:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Det grønne område

Fik du læst
ANNONCER
Se flere