Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Idé til visionære politikere

Ole Mathiesen, Høtoften 20, Virum

Egentlig har jeg altid troet, at tidligere borgmester Søren P. Rasmussen havde en samfundsøkonomisk uddannelse fra Handelshøjskolen, men det er måske ikke rigtigt. I hvert fald ikke at dømme ud fra hans idé med Lyngby Rådhus.

Hvis man sælger rådhuset til en privat investor og så lejer det tilbage, er det da indlysende, at vedkommende skal have forrentet sin investering, og hvor mon den forrentning/fortjeneste skal komme fra? Oplagt kun fra ét sted, kommunen. Hvorfor skal en privat investor tjene på en kommunal institution, som indlysende nok må kunne drives non-profit, og af hvem? Kommunen selv selvfølgelig. Det er alene et spørgsmål om ordentlig drift, hvilket SPR jo selv har haft lejlighed til at vise i en tidligere, fireårig periode. Skal rådhuset oveni købet saneres af denne investor, ja så er der bare et yderligere større beløb, som skal hentes hjem hos lejeren. Men apropos rådhuset, se engang her en idé, som er til fri afbenyttelse for visionære politikere, og som belejligt nok ”falder i hak” med flere aktuelle forhold i Lyngby-Taarbæk. Vi kan på en og samme gang få et nyt kulturhus ”ad bagdøren”, samtidig med der skabes mere plads på Rådhuset! Man skal bare kigge til Aarhus eller københavnske Nordvest.

I Aarhus skulle de have nyt hovedbibliotek, og i dag er Dokk1 så i fuld drift og det summer af liv og tusindvis af borgere hver dag, som kommer med et utal af formål og ærinder. Det blev nemlig ikke bare et bibliotek, men takket være visionære kommunale mennesker og arkitekter, et hus med en spektakulær beliggenhed og en mængde funktioner. Vigtigst nok borgerservice og naturligvis biblioteket. Borgerne kommer helt af sig selv – og ægte kultur opstår.

Nu skal Lyngby jo ikke have et nyt hus, men mindre kan også gøre det!( Stadsbibliotekets beliggenhed ved vandet er i top). Studerende i hobetal (Lyngby er som Aarhus en uddannelsesby) arbejder hver dag i huset. Børn kommer der i stor udstrækning med deres forældre, lige fra de ligger i barnevognen. Og der er en fin café både ude og inde. Så politikere, sæt jer selv den ambition, at lave et ”Dokk1-light” i vores gode stadsbibliotek. Hvad der kræves er en undersøgelse af mindre udvidelsespotentiale (mod vest?) så der kan blive plads til borgerservice, møde/undervisningsrum, så mange pc-arbejdspladser, som muligt, samt inddragelse af de forsømte udendørsområder. Her skal være legepladser og gerne en sommercafé. I Aarhus kører den nye letbane – med stoppested – gennem huset i stueplan og der er ”elevatorparkering” under huset. Det behøver vi trods alt ikke i Lyngby, men mindre kan også gøre. Og SÅ får byen et dynamisk kulturhus.

Publiceret: 08. Januar 2017 14:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Det grønne område

Annonce
Forsiden netop nu
ANNONCER
Se flere