Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Hvorfor gå ind i lokalpolitik for første gang?

Alice Kirk Binns (V), kandidat til KV17
Kære Richard Sandbæk

Spændende at læse dine bevæggrunde for at genopstille for K, efter du i januar 2011, ligeledes her i DGO, erklærede dig ”færdig med De Konservative”. Som jeg læser artiklen, smækkede du med døren på et tidspunkt, hvor partiet lokalt såvel som nationalt befandt sig i en krise, bl.a. fordi, du ikke ville ”identificeres med et parti, der er så intolerante på udlændingeområdet”.

Nu vender du så tilbage til en konservativ gruppe, der i mellemtiden har genvundet borgmesterposten, er blevet styrket med en V-afhopper og en ekstra udvalgsformandspost samt nyder opbakning imod Letbanen fra det udlændingekritiske Nye Borgerlige.

Bær over med mig. Jeg er trods alt kun en glad debutant. Imidlertid er jeg forvirret over din indfaldsvinkel til lokalpolitik, som er stik modsat min.

Jeg opstiller nemlig for Venstre i den overbevisning, at det også er i modgang, man kæmper for det, man tror på. Således besluttede jeg for alvor at blive aktiv i lokalpolitik på et tidspunkt, hvor Venstre LTK befandt sig i noget, der må siges at være et lavpunkt, nemlig konstitueringen i 2013.

Det var åbenlyst, at der fra start var store problemer i den nyvalgte gruppe. Ikke fordi, Venstre havde mistet borgmesterposten. Nej, tværtimod var det da imponerende, at partiet fik fem mandater (samme antal som K og S) valgt ind til trods for en hetz mod borgmesteren, som mangler sidestykke i hele LTK’s valghistorie.

Dér, hvor jeg besluttede at kæmpe aktivt for alle os, som mener, at Venstre er det bedste for Lyngby-Taarbæk, var, da min og 1.621 andres stemmer på spidskandidaten blev misbrugt af et gruppemedlem, der var blevet valgt ind med 158 stemmer. Det skulle så også vise sig at blive ganske fatalt og skærpede da kun min interesse for at gå ind i kampen og støtte den fløj, som kæmpede for at genrejse Venstre. Og det var vel at mærke ikke ved via pressen at hælde benzin på et ulmende bål.

Fortsat god valgkamp.

Publiceret: 04. Oktober 2017 08:30

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Det grønne område

ANNONCER
Se flere