Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Hurra for de frivillige

Tommy Wedel, kandidat til KB (V)
Meget snart vil kommunen fejre sine frivillige fra plejecentrene, og tak for det.

I Venstre går vi ind for frivillighed. Derfor er vi glade for, at regeringen netop har besluttet, at dagpengemodtagere og efterlønnere fremover får bedre muligheder for at arbejde frivilligt.

De frivillige i kommunen yder en kæmpe indsats. Nogle er chauffører på de små busser. Dette gør, at de ældre kommer ud på ture, og dagene på den måde får lidt mere indhold. Andre arrangerer bankospil, foredrag, musik eller andet.

Derfor er det yderst velfortjent, at kommunen årligt fejrer dem. Som alt andet i ældresektoren er dette budget desværre også beskåret.

I vores kommune er der heldigvis rigtig mange ressourcestærke personer, som kan og vil. Disse personer ønsker at yde noget, for hvor er det rigtigt, at ved at give, så får du. At være frivillig, hvad enten det er i fodboldklubben eller på plejecentret, så er det altid dobbeltvirkende.

Hvad skulle vi gøre uden alle disse frivillige? Personalet i ældresektoren, der er fantastisk dedikeret og kun ønsker det bedste for deres beboere, er ved at løbe sig ihjel for at nå det daglige grundet den lave normering.

Frivillige er flødeskummet i hverdagen, dem, der når derud, hvor personalet hverken kan eller skal.

Lad os hejse flaget for de frivillige, og håbe, at der med de lempede regler for frivilligt arbejde nu kommer endnu flere borgere til, der ønsker at bidrage. For I kan sagtens bruges!

Publiceret: 31. August 2017 09:30

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Det grønne område

ANNONCER
Se flere