Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Fremtiden er lys

Magnus Von Dreiager, Hummeltoften 28, 2830 Virum

Det er svært at blive andet end glad som ung studerende, når man ser den nye lokalplan for Skovbrynet i Sorgenfri ved det gamle Plantedirektorat. Ambitionerne er på plads, og der er et tydeligt ønske om et grønnere, bedre og stærkere Sorgenfri, når man lægger op til at bygge cirka 620 ungdomsboliger, samtidig med der gøres plads til nogle seniorboliger i samme byggeri. Det er et skridt i den rigtige retning, men det er også nødvendigt. Jeg tillader mig at have ambitioner for Sorgenfri, og så er dette en glædelig nyhed.

Man hilser fremtiden velkommen og udnytter grundens gode beliggenhed tæt på stationen, så man kan komme hurtigt ind til København eller ud til DTU, hvor de unge studerer. I dag er mulighederne for at slå sig ned i kommunen som ung besværlige, da det er svært at få en fod indenfor på ejendomsmarkedet med de høje priser, men det bliver der lavet om på, hvis det går igennem. Det er ikke kun byggeriet ved Skovbrynet, der lover godt for fremtiden, men andre byggeprojekter i kommunen som planerne for Andersen & Martini grunden viser, at der er en fremtid for de unge i kommunen.

Det gavner ikke blot de unge, men det skaber en stærkere kommune, da det bidrager til et bedre handels- og byliv, der passer godt til de andre planer for Sorgenfri. Slutteligt vil det medvirke til, at vi får lov at beholde flere af vores egne penge i kommunen, da kommunen vil komme til at skulle af med lidt færre penge til udligningsordningen. Det er muligheden for at plante endnu et frø i fortællingen om Sorgenfri, der skal blomstre igen, så lad os udnytte denne fantastiske mulighed.

Publiceret: 09. Januar 2017 11:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Det grønne område

Annonce
ANNONCER
Se flere