Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Er vi ved at få en ghetto?

Karl-Henrik Baum, Lundtofteparken 50, 2., th., Kgs. Lyngby
Er Lundtofteparken på vej til at blive en ghetto?

Ghetto skal i denne sammenhæng forstås som opfyldelse af de fem kriterier, der afgør om et boligområde kommer på den officielle ghettoliste, der udarbejdes årligt.

Et af kriterierne er en beboer sammensætning, hvor 50 procent har anden etnisk baggrund. I 2015 havde 41 procent af beboerne i Lundtofteparken anden etnisk baggrund.

Hvor høj er andelen i dag? Og hvor ligger Lundtofteparken på de øvrige kriterier? Er vi tæt på at opfylde disse, eller er vi langt fra? Og hvordan har udviklingen været de sidste fem-ti år?

Som beboer i Lundtofteparken er det nærmest umuligt at få svar på disse spørgsmål.

Vores boligorganisation Samvirke har ikke lyst til at svare, kommunen melder hus forbi - det er en udfordring, de ikke interesserer sig for, Transport, Bygge og Boligministeriet henviser til Styrelsen for Transport, Bygge og Bolig.

Så er der lidt bid, for Styrelsen har ansvaret for at offentliggøre den årlige ghetto liste. Styrelsen får resultatet af kørsler som Danmarks Statistik foretager - men, men de bruger kun data for de boligområder, der sættes på eller tages af listen. Alle andre informationer forbliver i Danmarks Statistik.

Så fra styrelsen kan vi kun få informationen, når skaden er sket. Det vil sige, når eller hvis Lundtofteparken er på ghettolisten.

Landsbyggefonden oplyser, at de har et register med socioøkonomiske data for sammenlignelige boligområder blandt andet indeholdende oplysninger om etnisk sammensætning. Man kan kun få adgang til registret som bestyrelsesmedlem eller ansat i en boligorganisation som eksempelvis Samvirke.

Landsbyggefonden oplyste, at kommunen eller Samvirke kan bestille en særkørsel hos Danmarks Statistik for at få de helt aktuelle data.

Betaling herfor er næppe en hindring. Problemet er, at man ikke har lyst til at kende svaret.

Når vi drøfter helhedsplan og udvikling i Lundtofteparken, synes jeg, at spørgsmålet om ghettodannelse er den allerstørste udfordring og vigtigste problemstilling.

Helhedsplanen bør ledsages af en omfattende socioøkonomisk redegørelse for den aktuelle situation, og hvordan denne vil tage sig ud i fremtiden.

En passende start vil være, at kommunen beder Danmarks Statistik om en særkørsel, så vi får aktuelle data for Lundtofteparkens placering på ghetto kriterierne.

Publiceret: 10. September 2017 16:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Det grønne område

ANNONCER
Se flere