Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Dansk alternativ til letbanen

Palle R. Jensen, Robert Jacobsens Vej 78.4.2, København S

I debatten om en letbane er det vigtigt at gøre sig klart, at der er et dansk alternativ på vej: RUF Ultra Letbane.

Systemet har været undervejs siden 1990 og har fået støtte fra EU, Energistyrelsen, Miljøstyrelsen, Undervisningsministeriet, Designfonden, Vækstfonden med flere. Firmaet Balslev A/S har desuden investeret cirka fem millioner kroner i at bringe konceptet frem til “Proof of Concept”. I alt er der investeret omkring 15 millioner kroner i projektet.

En række eksperter globalt har anbefalet systemet. Se: www.ruf.dk/recommendations.pdf. Formanden for Folketingets transportudvalg er en af anbefalerne. CNN og mange andre medier har rapporteret meget positivt om RUF, og jeg blev personligt (som opfinderen af RUF) udnævnt til at være en af verdens “principal voices” indenfor transport.

Der har været lavet flere analyser af RUF på Ring 3, som i korte træk konkluderer, at denne teknologi ville fordoble rejsehastigheden og koste det halve i anlæg. Det vil gøre det muligt uden store gener for de øvrigt trafikanter at etablere en forbindelse, som kan forlænges til lufthavnen og Royal Arena.

Som noget helt nyt vil teknologien gøre det muligt at bruge kollektiv trafik fra dør til dør ved hjælp af Dual-Mode princippet. Endelig vil teknologien kunne bruges til at etablere meget effektiv bil-transport, som kan håndtere klimaudfordringen.

En EU støttet analyse af et RUF system, der dækker hele hovedstadsområdet, er beregnet til at have en IRR på 29 procent.

Da det er ren dansk teknologi (4 patenter), kan der blive tale om gode danske arbejdspladser og eksportindtægter.

En kontrakt dækkende RUF projekter i Indien er underskrevet og venter blot på, at teknologien kan demonstreres i Danmark.

Køge Kommune har vist stor interesse for RUF som lokalbane for den nye jernbane, når Køge Nord åbner.

Der er givet tilsagn fra det lokale transportcenter med hensyn til opbygningen af en ny testbane (den første testbane i Ballerup var for kort (25 m).

Publiceret: 07. Januar 2018 17:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Det grønne område