Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Bud på et nyt plejehjem

Morten Kirk Binns, kandidat til KB (V), og Jette Grube (adresse er kendt af redaktionen)

Et debatindlæg fra 2. juni med overskriften ”Et nyt plejehjem” forfattet af formand for social- og sundhedsudvalget Bodil Kornbek, og medlem af samme udvalg Finn Riber Rasmussen, begge S, er netop blevet delt igen på Facebook.

Vi vil da gerne give vores besyv med omkring et nyt plejehjem.

Vi kan selvfølgelig tilslutte os socialdemokraternes fine tanker om at sikre gode boligtilbud til vores ældre. Vi bifalder også ønsket om, at vores plejehjem skal være omsorgsoaser, hvor vi ikke kun skal have det godt, men også nyde livet, som I skriver, og for vores skyld hellere end gerne på kommunens mest attraktive adresser.

For ja, for os handler det også om brugernes livskvalitet i deres sidste leveår.

Dét, vi efterlyser hos S, er jeres bud på, hvordan dette kan virkeliggøres?

Vi mener nemlig ikke, at den geografiske placering af et plejehjem er eneste betingelse for at skabe en omsorgsoase.

Vi mener derimod, at et godt personale - mennesker udstyret med omsorgsgen, der møder glade på arbejde, fordi deres indsats anerkendes af deres arbejdsgiver i form af uddannelse, ansvar, rimelige normeringer m.m. – er et ubetinget grundlag for at skabe tryghed for beboerne.

Meget sigende nævner I ikke det stærkt eftertragtede personale med ét ord.

Vi mener, at man kan bygge nok så mange fine plejehjem, men hvad betyder mursten, moderne teknologi og udsigt til grønne områder, hvis der mangler varme hænder til at give omsorgen og køre tur med beboerne i f.eks. Slotsparken og butikkerne i Lyngby centrum?

Derfor er vores fokus også på, hvordan vi kan gøre det mere attraktivt at arbejde i Lyngby-Taarbæk Kommunes plejesektor, så vi kan holde på de fantastiske medarbejdere, vi har, og tiltrække flere, så de nuværende ikke bliver kørt ned.

Det vil også kunne afhjælpe svingdørsplejen.

Med hensyn til jeres bemærkning om, at Socialdemokratiet vil erstatte det nuværende Møllebo med tidssvarende boliger til ældre, hvad skal der så ske med de midlertidige døgnpladser, hvor borgere nu venter i månedsvis på en permanent plejebolig?

Og hvilke tanker gør I jer om de stedlige træningsindsatser, Sygeplejeklinikken og Mobilt Akut Team (MAT)?

Det var jo initiativer, som blev iværksat i forrige periode, og derfor frygter vi, at I også vil søge flertal til at skrotte dem lige som så meget andet, Venstre har været med til at beslutte.

Publiceret: 08. August 2017 14:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Det grønne område

Fik du læst
ANNONCER
Se flere