Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Borgmesteren og Gitte Kjær-Westermann leverer fake news om letbanen

Agnes Jørgensen, Lyngbygårdsvej 5, Kgs. Lyngby

Jeg har med interesse læst Borgmester Osmanis og Gitte Kjær-Westermanns opsummering af fordele og ulemper ved letbanen, ting, som de er enige om.

I mit hoved kan jeg høre Trump sige “fake news, fake news o.s.v.”. Den mand ved da også noget om alt! Ved nærmere eftersyn, har han vist ret.

Som forhenværende offentligt ansat kender jeg formuleringen 'anlægsudfordringer' - vi havde aldrig problemer, vi havde udfordringer.

“Færre busser betyder mindre forurening” - passer det i denne forbindelse?

Under ulemper nævnes “Hastigheden for bilister sænkes på strækningen, af sikkerhedsmæssige årsager, det kan betyde forøget rejsetid for biler”.

Det vil sige, at ikke nok med at 'anlægsudfordringerne' tager 1-2 år (formentlig mere), med biler i kø fra kl. 6 om morgenen og indtil kl. 22 aften. Og husk, busserne holder også i kø - der bliver ikke megen plads til busruterne.

I stedet for at kalde det anlægsudfordringer, så brug dog et forståeligt dansk:

Lyngby centrum får et Fandens rod i to muligvis tre år.

Og når så letbanen er blevet en kendsgerning, så skal bilisterne køre langsomt på strækningen af sikkerhedshensyn. Biler i kø, og biler der kører langsomt - begge dele skriger 'forurening'.

Jeg har bemærket, at SF endnu ikke har forstået det - man er åbenbart villig til alt, bare man får en letbane.

De to damer er også enige om, at letbanen har bedre passagerkomfort. Jeg tror, vi kunne få råd til nye tidssvarende busser, hvis letbane-ideen skrottes.

Jeg tror, man med fordel, kunne sende buschaufførerne på kursus i køreteknik.

Jeg og en veninde kørte for et års tid siden fra Lyngby st. til Gentofte. Da vi kørte om hjørnet Jernbanepladsen/Lyngby Hovedgade noterede jeg den elegante smidige kørsel og kommenterede den til min veninde.

Vi sad lige bag chaufføren, som fortalte, at han var turistbuschauffør, derfor vant til passagerer, der spiste og drak på pladserne, og det skulle der tages hensyn til.

I betragtning af, at beslutningen om letbanen er taget i det forrige årtusind - hvor den globale opvarmning stadig kun var en trussel ude foran, kunne det være interessant at få oplyst, hvordan letbanen vil reagere på den nedbørsmængde, vi har set inden for det sidste år.

En anden ting er, at anlægsudgifterne er 4,4 mia. kroner - og dertil kommer indkøb af letbanevogne. Jeg forstår godt, man ikke indkøber dem før senere, men jeg tror, det er vigtigt, vi får et bindende tilbud fra leverandøren. Når først skinnerne ligger der, er der jo ikke noget at forhandle om.

Jeg ser frem til der dukker reelle nyheder op. Men forventer flere fake news.

Publiceret: 05. Januar 2018 11:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Det grønne område