Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Borgerne er ført bag lyset og er til grin

Af Nils Peter Astrupgaard, Snerlevej 1, Kgs. Lyngby

Herlevs borgmester og formand for Movia tager alle stikkene. Tilbage står Lyngby-Taarbæk Kommune og er til grin. På bare to år har man gennemført en genistreg i linje 5C superdesignede superbusser - som nu kan tilbyde erhvervslivet i Herlev non-stop forbindelse til lufthavnen med de nye biogas elhybrid busser, der hver kan medtage 147 passagerer med afgang hvert fjerde minut. Hertil kommer så også en fremtidig letbane i en eller anden form.

Vi må ønske ham og erhvervslivet i Herlev tillykke. Men samtidig også gå i rette med hans fortsatte støtte til letbanen i form af letspor (light rail) løsningen - i stedet for genistregen - med superbusser a la 5C og endda med mulighed for endnu større rent eldrevne busser.

Det skal dog ikke glemmes, at både han og områdechef i Movia, Jeppe Gaard (JG), gik kraftigt i rette med min indsats for at få superbusser i letbanen for præcis et år siden i Folketinget og i en artikel i Altinget samt en artikel i DGO.

JG nævnte, at letbanen i myldretiden skulle håndtere 100-130 passagerer per tog, når den åbner. Det ville kunne håndteres af letbanen ved fem minutter mellem afgangene, og der ville stadig være kapacitet til 45 procent vækst i denne konfiguration. Dette ville ifølge JG ikke kunne klares med busløsninger. JG hæftede sig endvidere ved, at en BRT-bus-løsning nødvendigvis måtte have flere afgange og dermed ville forstyrre tværgående trafik unødigt meget på grund af forkørselsretten, hvilket ville give uacceptable forhold for trafikken.

Nu kan alt øjensynligt lade sig gøre i superbus og 5C gennemføres med kun cirka 18,75 meter lange busser, som har en kapacitet på 147 passagerer og afgang hvert fjerde minut. Man kan skalere dette op til 24-25 meter busser med 196 passagerer - eller bare 147, hvor langt flere kan få en siddeplads.

Den høje kapacitet og nedsatte transporttid kan blandt andet lade sig gøre ved at benytte ”free flow” ind-/udstigning gennem alle døre, hvilket nedbringer holdetiderne væsentligt. Superbusser som erstatning for 300S kunne i letbane betjene Ring 3 endnu hurtigere end i dag - og hurtigere end letspor.

Kapaciteten på 5C bliver 2.200 passagerer i hver retning pr time - altså 4.400 passagerer per time og den samlede passagertransport forventes at blive 21 mio. årlige passagerer. Dette kan holde op mod Ring 3 ”letspor” forventede 13 til 14 mio. passagerer fra starten voksende til 17 - 18 mio.

Kapaciteten i 5C er altså fuldt på højde med det ønskede mål for Ring 3, hvilket er modsat JG's udmelding sidste år, og det er betænkeligt, at Movia holder fast i letspor(vogn)s løsningen efter bedre vidende. 5C-opgraderingen gennemføres for en udgift af 185 mio. kr., hvilket skal holdes op mod budget 5,7 mia. kr. for letbanen med spor og vogne og uden alle tilkøb samt omlægningsarbejder.

Tænk, hvor stor udbygning med højklasset kollektiv trafik, man generelt kunne få for brøkdele af letspor løsningen i Ring 3.

Tænk, også hvordan en stor del af besparelserne kunne lune andre steder i budgetterne - skoler, ældre, super-hospitaler, som skal indskrænke mv. eller i borgernes lommer til gavn for omsætningen i Lyngbys handelsliv.

Lyngby-Taarbæk Kommune betaler 22 procent af kommunernes bidrag til letspor i Ring 3 og har den dårligste interkommunale dækning, idet der ikke er et stop ved Nybrovej til dækning af den store udbygning med institutioner samt det store kontorområde ved det gamle Pihl og NNE Pharmaplan.

Borgerne i Lyngby-Taarbæk Kommune samt regionen er ført bag lyset og er til grin.

Publiceret: 07. April 2017 14:30
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Det grønne område

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt