Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Bevar Gentofte skadestue

Dorthe la Cour, M-KB (K)

Kort før valget i november gik der chokbølger igennem især det nuværende Regionsråd, da nyheden om en administrativ lukning af skadestuen på Gentofte Hospital slap ud. Medarbejderne på Gentofte var blevet orienteret om, at det kun var en formsag, at skadestuen skulle lukke, når den nye Akutklinik i Herlev åbner i 2019. Regionsrådet havde ikke behandlet sagen.

Protesterne var mange, og der kom klare politiske tilkendegivelser fra flere partier om, at skadestuen ikke ville blive lukket. For at sikre en samlet politisk tilkendegivelse i Regionsrådet, har de Konservative sat sagen på dagsordenen på årets sidste Regionsrådsmøde, som blev afholdt 19. december.

Af debatten – som kan ses på web–TV – fremgår det, at der på nuværende tidspunkt er fuld støtte til at bevare skadestuen, for hele Regionsrådet stemte for forslaget om, at skadestuen på Gentofte Hospital fortsat er og skal være en del af hospitalsstrukturen i Region Hovedstaden.

Så langt så godt. Der er dog god grund til at holde et vågent øje på skadestuen og fortsat arbejde aktivt for at bevare den. Det administrative forslag er jo opstået af en grund – formentlig er det økonomisk begrundet. Og et relevant spørgsmål i den forbindelse er, hvorfor vi overhovedet har et regionsråd, hvis politikerne alligevel gøres overflødige af administrationen?

Publiceret: 22. December 2017 14:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Det grønne område