Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: At bekende kulør

Ole Mathiesen, Høtoften 20, Virum

Med sit useriøse navneforslag til en ny vej ved Novozymes må man da sige, at Venstres borgmesterkandidat, Søren P. Rasmussen, i den grad får ”bekendt kulør”.

Endnu en gang viser han, at det fremfor at handle om reelle politiske fremskridt, for ham – og dermed vel også for Venstre – er vigtigst at dyrke partipolitisk mudderkastning og drilleri. Husk det, når den kommunale valgdag oprinder.

Sådan en useriøs borgmesterkandidat kan man simpelthen ikke stemme på. Ikke at jeg ikke synes, man bør påskønne og respektere den ihærdige forpagter på Dyrehavegaard, men det er en hel anden sag. Og så et apropos til det med offentlig navngivning: Forfatteren Thorstein Thomsen undrer sig i sin ”Lyngby-bog” fra efteråret over, at en markant politisk person som Paul Fenneberg tilsyneladende ikke har sat sig spor i kommunens vejatlas.

Personligt ville jeg næppe være enig med kommunens første borgmester i ret meget, men TT"s undren giver mening. Lad mig komme med to forslag:

1) Kunne LTK bekvemme sig til at skabe en plads/”runddel” mellem Frilandsmuseet og Landbrugsmuseet (sådan a la Frederiksberg Runddel), så var det da en oplagt navnemulighed.

2) Det lidet charmerende ”Kulturtorv” bag Magasin kunne i den grad bruge et brush-up (for eksempel væk med det rædselsfulde glarmesterudstyr), og så kunne pladsen/torvet komme til at hedde Paul Fennebergs Plads eller Fennebergs Torv.

Publiceret: 10. Maj 2017 15:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Det grønne område

Annonce
Annonce
ANNONCER
Se flere