Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Arbejdernes kampdag - stråmænd og substans

Thomas Frederiksen, kandidat til KB (LA)

Jeg er på ingen måde sat i verden for at forsvare Nye Borgerlige (NB), men indlægget fra Dansk Folkepartis Jette Grube (6.maj) kalder alligevel på et svar – ikke mindst, når vi nu alligevel har en debat om debatten. Grubes indlæg er et perfidt angreb, der tager NB til indtægt for noget, NB ikke har ytret. Til gengæld er det helt fri for substans.

”Nu skal jeg ikke gøre mig klog på, om det fuldstændig er gået deres [NB] næse forbi, at man mange steder i det private også holder fri eller får ekstra betaling som en del af overenskomsten.”

Historisk har det ikke overraskende været arbejderne der holdt fri 1. maj, og da flertallet heraf typisk har været tilknyttet det private arbejdsmarked så …

Derudover så har debatten mere specifikt omhandlet den kommunale administration – dette fremgår meget tydeligt af det NB-indlæg, Grube reagerer på, hvor overskriften er 'Afskaf 1.maj som fridag for den kommunale administration' (DGO: 2.maj).

Upåagtet, at begrebet 'arbejder' er blevet udvandet de seneste år, så kan det godt fastslås at dette ikke indbefatter administrativt personale. Der reageres altså på, at en hel kommunal administration – bestående af ikke-arbejdere – lukker ned på arbejdernes kampdag. Det er da en relevant diskussion, om det skal være sådan.

”(…)Jeg ved godt, at NB helst vil afskaffe de få goder, der er, og at vi skal være en slags robotter, der først og fremmest meler egen kage. Men sådan leger vi ikke i Dansk Folkeparti.”

Et skoleeksempel på en såkaldt stråmand – en fordrejet udlægning af modpartens argumenter. En stråmand er måske i virkeligheden en underdrivelse, for modparten (NB) har aldrig ytret noget, der ligner dette. Derfor er der måske snarere tale om et (kluntet) forsøg på et karaktermord af modparten. Det forekommer typisk, når man er udgået for substantielle argumenter.

Publiceret: 09. Maj 2017 10:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Det grønne område

Fik du læst
ANNONCER
Se flere