Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Alle taler om borgerinddragelse – hvordan skal det se ud?

Gitte Kjær-Westermann, kandidat KV17 (R)
Øget borgerinddragelse og lokal medbestemmelse har været på alle politikeres læber denne valgkamp. Det glæder jeg mig over, for så må der være grobund for at handle på det, når valget er slut.

Borgerinddragelse er ikke en simpel størrelse, fordi det faktisk fordrer, at både politikere, forvaltning og borgere lytter og agerer konstruktivt. Men som jeg ser det, står vi overfor et nødvendigt paradigmeskift. I alle organisationer og virksomheder skiftes rigide hierarkier ud med øget medarbejderinddragelse. Det er naturligt, at vi går samme vej politisk. Tiden kalder på det. Det er ikke politikerne, der ikke har gjort deres arbejde hidtil - de systemer vi har til inddragelse er bare forældede.

Det er tydeligt, når man som jeg har siddet i mange år som aktiv borger og frivillig i foreninger og bestyrelser. Derfor er det en mærkesag for mig til valget at få skabt nye og bedre systemer til borgerinddragelse. Radikale har tre konkrete forslag:

Bedre og tidligere høring. Ofte har vi en lang politisk proces med en høring til allersidst, hvor de svar, der kommer, helst ikke skal afvige for meget fra det politiske udspil. Vi skal gøre det omvendt: Involvering meget tidligt, derefter grundig politisk proces.

Flere skal høres. I dag er det for let at slippe uden om høring for eksempel af Integrationsrådet eller Grønt råd.

Vi skal have mere kreative inddragelsesprocesser, for eksempel opgaveudvalg, som man har i Gentofte, der sikrer en bedre rådgivning af kommunalbestyrelsen, og en tværgående, helhedsorienteret og langsigtet udvikling. Radikale har netop fået en bæredygtighedsstrategi med i dette års budget. Vores idé er, at den strategi ikke bare skal udvikles af forvaltning og politikere, men gennem et opgaveudvalg bestående af DTU, eksperter, borgere og andre.

Vi har mange lokalsamfund, virksomheder og foreninger i vores kommune. Løsningerne bliver bedre, når vi tidligt involverer dem, de berører.

Publiceret: 19. November 2017 19:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Det grønne område

KV17: Se her, hvem partierne har som kandidater
KV17: Se her, hvem partierne har som kandidater
Valget netop nu