Mathias Hebo Rasmussen fra sin tid i FC Fredericia.
Mathias Hebo Rasmussen fra sin tid i FC Fredericia.
Foto: Fodboldbilleder.dk
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

De sidste brikker mangler i Lyngbys Superligatrup

Foreløbig har Lyngby Boldklub kun foretaget ét spillerindkøb, mens flere spillere venter på, om de får forlænget deres kontrakt

Af Mikael Østergaard

Sommeren er højsæson for køb og salg af fodboldspillere.

Med en 3-årig kontrakt til Mathias Hebo Rasmussen har Lyngby Boldklub sit første nye ansigt på plads, men flere investeringer må forventes i de kommende uger. Den 21-årige midtbanespiller er hentet på en fri transfer i FC Fredericia, og hans aftale med Lyngby løber frem til 30. juni 2020.

Mathias Hebo Rasmussen er søn af den tidligere Hvidovre-profil Kim Rasmussen og fik sin fodboldopvækst i Hvidovre. Siden skiftede han til FC Nordsjælland. Her blev det ikke den store succes, så han blev udlejet til FC Vestsjælland, inden turen gik videre til FC Fredericia, hvor han opnåede 29 kampe i 1. division.

Mathias Hebo har spillet på det danske U20- og U21-landshold og blev i sidste øjeblik udtaget til det danske U21-landshold til OL i Rio, hvor han fik spilletid mod Brasilien i det indledende gruppespil.

De er sikre i truppen

Blandt de spillere, der havde kontraktudløb i sommeren 2017 eller senere, har Lyngby tidligere på året forlænget med Jeppe Kjær, Lasse Fosgaard, Mikkel Rygaard, Mathias Tauber, Bror Blume, Kim Ojo, Casper Højer Nielsen, Jesper Christjansen, Jeppe Brandrup, Thomas Sørensen og Michael Lumb. Og senest har målmanden Andreas Larsen fået forlænget sin kontrakt frem til 30. juni 2018.

I forvejen har Hallgrímur Jónasson, Martin Ørnskov, Kristoffer Larsen og Jens Odgaard alle kontrakt frem til 30. juni 2018 og Jesper Hansen helt frem til 30. juni 2019.

Til gengæld bliver der ikke mere spilletid til Danilo Arrieta, der ikke har fået forlænget sin kontrakt efter to år i den blå trøje. Danilo Arrieta, der i sin tid blev hentet i Skive, har efter en fornuftig start været meget plaget af skader, og da han endelig blev fit for fight, blev han fortrængt fra udskiftningsbænken af fremtidens folk som Oliver Kjærgaard og Gustav Marcussen.

Danilo Arrieta er fortid i Lyngby. Foto: Fodboldbilleder.dk
Danilo Arrieta er fortid i Lyngby. Foto: Fodboldbilleder.dk

Uafklarede spørgsmål

Andre har endnu ikke fået afklaret deres fremtid. Det gælder Thomas Guldborg Christensen og Alexander Munksgaard, der er udlejet fra FC Midtjylland. Begge har kontraktudløb i slutningen af denne måned, og især Thomas Guldborg hænger i en tynd tråd. Han har været hårdt ramt af skader, men mod sæsonafslutningen kom han på banen og gjorde det godt, da Thomas Sørensen og Mathias Tauber blev skadet. Til TC's fordel taler også, at det var et enigt trænerteam, der i sin tid hentede ham til Lyngby fra Island og derfor måske føler sig forpligtet af valget.

Lasse Rise og David Boysen har begge kontrakt frem til 31. december 2017, og Lasse Rise, der for et år siden blev hentet i Esbjerg, skal nok ikke regne med at få sin kontrakt forlænget. Cheftræner David Nielsen har i hvert fald ikke benyttet ham meget siden klubskiftet.

Og hvad med Emil Larsen, der blev hentet hjem til barndomsklubben fra amerikansk fodbold og har et år tilbage af sin kontrakt. Heller ikke han er på David Nielsens ønskeliste, når der skal sættes hold, og har Emil Larsen lyst til at fortsætte som marginalspiller med ringe udsigt til spilletid? Måske finder de to parter en fornuftig aftale.

Publiceret: 19. Juni 2017 11:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Det grønne område

ANNONCER
Se flere
Det grønne område
Seneste
Det grønne område
Mest læste
Det grønne område
112