Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

De blå Lyngbyhjerter banker: Indsamling runder 150.000 kroner

Der er grund til glæde i Lyngby Fan Trust, der er overvældet over den store opbakning initiativet er blevet mødt med

Lyngby Fan Trust blev oprettet tilbage i februar måned, og projektet blev sat i søen for at samle penge til Lyngby Boldklub, og for at fansene skulle få en stemme i den nye Lyngby-fortælling. Første mål var at samle 50.000 kroner sammen, men opbakningen er gået over alt forventning, og da indsamlingen blev lukket den 1. april, så havde beløbet nået 150.000 kroner fra cirka 200 forskellige bidragsydere. Kenneth Stricker-Nielsen, som er en af medstifterne af Fan Trusten, er lykkelig for den medvind, som projektet har fået, og han mener, at det sender et klart signal omkring den støtte, der er til 'det nye Lyngby':

”Det er gået over alt forventning. Vi håbede på 50.000, og vi er endt tre gange højere, så det er meget imponerende, og vi er ovenud lykkelig over, hvor langt vi er nået. Tanken er stadig, at vi vil støtte klubben med noget økonomi, men så vil vi også gerne bibringe noget viden om, hvad folk på tribunen og i byen efterspørger. Men det vidner om en klar støtte til det nye projekt” lyder det fra formanden af Lyngby Fan Trust i en pressemeddelelse.

Bedre oplevelser

Det er endnu ikke bestemt, hvad pengene skal gå til, men planen er umiddelbart at investere i at forbedre kundeoplevelsen på stadion og andet, som kommer fansene til gode. Kenneth Stricker understreger dog, at det skal ske i samarbejde med den nye ledelse, hvilket er et af de andre mål med Fan Trusten - nemlig at vidensdele og sammen skabe et stærke Lyngby Boldklub.

”Helt grundlæggende er det op til Friends of Lyngby og ledelsen, hvad pengene skal bruges til. Vi køber aktier i klubben efter samme princip som dem, men vi bliver ikke en del af Friends-gruppen som sådan. Vi bliver aktionærer i klubben. Håbet er at nogle af de her midler, de kan være med til at forbedre oplevelsen på Lyngby Stadion og som Lyngby-fan som helhed. Så vi vil sammen forsøge at forbedre oplevelsen og hjælpe til at få flere folk på stadion” siger Kenneth Stricker om det ambitiøse projekt.

Som tidligere nævnt var det første mål at indsamle 50.000, og det mål blev hurtigt nået. I ejerkredsen er man glad for den store opbakning fra klubbens trofaste fans:

”Det er et flot beløb og vi hæfter os meget ved den store opbakning. Tre gange så meget som forventet, det er virkelig sejt. Det siger jo en del om opbakningen til Lyngby Boldklub, der er et rigtig stærkt brand langt ud over kommune-grænsen. Vi er ved at skrive ny Lyngby-historie, og vi ønsker, at erhvervslivet i Lyngby reagerer som de trofaste fans, der trækker støtte op af egne lommer. Vi skal have hel byen med på det her værdifulde projekt for Lyngby-Taarbæk” fortæller Mads Byder, talsmand for investorkredsen ”Friends of Lyngby”.

Publiceret: 13. April 2018 10:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Det grønne område

Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt