Mens alt stadig syntes harmonisk i Dansk Folkeparti i Kgs. Lyngby: Formand Anette Skafte, kommunalbestyrelsesmedlem Curt Købsted og kandidat Jette Grube. I dag er Købsted medlem af Venstre. Foto: Lars Schmidt
Mens alt stadig syntes harmonisk i Dansk Folkeparti i Kgs. Lyngby: Formand Anette Skafte, kommunalbestyrelsesmedlem Curt Købsted og kandidat Jette Grube. I dag er Købsted medlem af Venstre. Foto: Lars Schmidt
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Dansk Folkeparti raser over Købsted og Venstre

Den frafaldne DF’er Curt Købsteds indmeldelse i Venstre og indlemmelse i V’s gruppe i kommunalbestyrelse falder bestemt ikke i god jord i det parti, han tidligere har været formand for

Partiskifte Det nu tidligere medlem af Dansk Folkeparti, det nyslåede kommunalbestyrelsesmedlem for Venstre, Curt Købsted, ønskede ikke at smække med døren over for sit tidligere parti, da han bekendte kulør og meldte sig ind i Venstre.

Men døren er alligevel smækket benhårdt i. Og den er ikke til at åbne igen. For Curt Købsteds partifæller har i dén grad smækket døren i efter ham.

Dansk Folkeparti raser over Curt Købsteds skifte til Venstre, fordi man mener, at han opfører sig utroværdigt over for partiets vælgere.

“Jeg har det fint med, at han endelig har bekendt kulør. Men det er trist, at han har været så utroværdig over for Dansk Folkepartis vælgere,” siger partiets lokale formand og spidskandidat til kommunalvalget, Anette Skafte, til Det Grønne Område.

Hun er på ingen måde overrasket over, at Købsted har meldt sig ind i Venstre, siger hun:

“Nej, på ingen måde. Curt er jo, som Curt er: Ingen holdning og ingen mening. Det har man jo netop også set til valget i 2013, hvor jeg måtte bære det hele igennem. Curt har altid lukreret på de faste stemmer, Dansk Folkeparti har.”

“Men det skuffer mig i den grad, at han har gjort og fortsat gør nar af Dansk Folkepartis vælgere ved sige, at hans politiske overbevisning ligger tættere på Venstre end på Dansk Folkeparti, som han i øvrigt også har været formand for her i byen.”

Afstand til Venstre

Partiets anden kandidat til kommunalvalget, Jette Grube, siger til Det Grønne Område:

“Jeg personligt ville aldrig lade mig købe for en pose slik. Men der er vi jo meget forskellige, Curt og jeg. Curt tænker ikke på borgerne her i kommunen. Han går mere op i status. Jeg er ligeglad med status. For mig er det borgerne, der er vigtigst,” siger hun.

På spørgsmålet, om Dansk Folkeparti nu vil lægge endnu mere afstand til Venstre, siger Jette Grube:

“Vi kan næppe lægge mere afstand til Venstre, end vi gør nu. Trist, for vi vil jo gerne det brede samarbejde med alle partier, men Venstre har en tendens til at isolere sig selv fra fællesskabet. Det er deres valg. Vi har taget et andet valg, fordi det er, hvad vi tror på, skaber det optimale samarbejde.”

Valgforbund

Efter at Dansk Folkeparti i januar meddelte, at de trækker sig fra valgforbundet med Venstre, har flere af de øvrige partier meldt sig som kommende samarbejdspartnere, fortæller Anette Skafte:

“Vi er blevet inviteret af nogle af de andre partier til en snak omkring forskellige ting, men vi holder fast i vores første udmelding om, at vi vil stå alene. For det, der skal kendetegne os fra Dansk Folkeparti, er, at vi gør, som vi siger,” forklarer hun:

“Vi i Dansk Folkeparti vil ikke skulle ligge under for valgforbund. Vi er et parti for os selv og vil køre en valgkamp i Dansk Folkepartis ånd. Bliver vi ikke valgt ind på vores ærlighed og vores politik, så er det alene borgernes valg. Og det er for os dem, vi skal lytte til. Ikke til et andet parti eller et valgforbund,” slutter Anette Skafte.

Publiceret: 12. April 2017 11:45
¨
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Det grønne område

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt