Hvis du havde en forventning om at programmering kun er for drenge, så tro om igen.
Hvis du havde en forventning om at programmering kun er for drenge, så tro om igen.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Coding Pirates indtager Lyngby

Martin Exner er manden bag en af de hurtigst voksende foreninger i Danmark lige nu. Navnet er Coding Pirates og er et fritidstilbud, hvor børn og unge kan programmere spil, bygge robotter, lege med elektronik og designe software.

Til september åbner den seneste gruppe af Coding Pirates i Lyngby-Taarbæk, og det er noget særligt for foreningens formand og medstifter Martin Exner, fordi han selv er vokset op i Lundtofte, hvor han først havde sin gang på Lundtofte Skole og siden på Virum Gymnasium.

De sidste to år har den driftige iværksætter sammen med 250 frivillige fra hele landet dannet 21 Coding Pirate grupper, hvor børn og unge har mulighed for at eksperimentere og lege med elektronik og software.

Med sin forening Coding Pirates har Martin Exner i den grad ramt et behov hos kreative børn og unge, der er vilde med spil og computere og selv har lyst til at udvikle ting til mediet.

”Tidligere var programmering forbeholdt den klassiske nørd. Man skulle forstå kodesprog på et relativt højt plan for at komme i gang, men i dag er det blevet langt mere visuelt. Man kan sammenligne det lidt med at lægge et puslespil. Man har nogle forskellige brikker eller symboler, der kan kombineres, og eksempelvis få en robot til at bevæge sig på en bestemt måde.

I dag er det meget lettere at komme i gang, og så kan man selvfølgelig kaste sig over sværere programmeringstyper i takt med at man bliver dygtigere,” siger Martin Exner.

Fra brugere til producenter

Han er selv uddannet folkeskolelærer og er tilhænger af den åbne skole og folkeskolereformens fokus på it-produktivitet.

Men han har svært ved at se, hvordan folkeskolen skal løfte opgaven. Fordi de mange dygtige programmører og teknikere, der arbejder som frivillige hos Coding Pirates kommer om eftermiddagen og aftenen efter arbejde. Og folkeskolen har ikke råd til at hyre dem ind i arbejdstiden.

”Jeg vil gerne være med til at arbejde for, at vi får mere IT og teknologi ind i skolen. Vi er nogle af verdens bedste brugere af IT og Apps, men hvis vi vil være konkurrencedygtige i fremtiden, så skal vi kunne forstå og blive producenter af IT.

Desværre er der mange lærere som enten ikke har kompetencerne eller ikke tør kaste sig over det her. Men det handler om at turde. De fleste kan lære at undervise i visuel programmering,” siger Martin Exner, der også oplever, at en del lærere melder sig som frivillige hos Coding Pirates, fordi de på den måde får en form for efteruddannelse, og i øvrigt er et vigtigt pædagogisk bidrag til foreningerne.

Savnede selv hjælp

Det der med at programmere har altid fascineret Martin Exner, og som barn drømte han om at udvikle sine egne spil. Men han strandede på, at der ikke var noget hjælp at hente i omgangskredsen, og han havde svært ved at komme videre af egen drift.

I skolen husker han sin egen indsat som middelmådig, og endnu værre gik det ifølge ham selv på gymnasiet. Men da han kom på lærerseminariet mødte han en virkelig inspirerende lærer på sit liniefag historie. Og det tændte for alvor lysten til at lære.

Efter han blev færdiguddannet tog han et barselsvikariat som lærer. Men videbegæret og studielysten var vakt, og han fortsatte sine studier på Aalborg Universitet, hvorfra han er kandidat i IT, læring og organisatorisk omstilling.

Martin Exner er stifter af foreningen Coding Pirates.
Martin Exner er stifter af foreningen Coding Pirates. "Hvis det ikke havde været os, så var der kommet nogle andre. For efterspørgslen er stor."

Vokseværk

I mellemtiden var han også begyndt at arbejde på en app, der skulle lære børn at programmere. Han fik samlet en testgruppe på 12 børn, og de var vilde med det.

App'en hed Coding Pirates og lagde derfor navn til den første gruppe, der blev stiftet. Siden er over 20 grupper kommet til. Og der er forhandlinger i gang om at etablere en gruppe i Sverige og en i Bulgarien. Og den første i England er på vej.

30-årige Martin Exner har også nået at få to børn, der i dag er henholdsvis fire og syv år.

Og Martins søn på syv hører selvfølgelig til blandt den yngste gruppe Coding Pirates.

Lige nu er foreningen i gang med at søge tipsmidler, og Martin Exner håber på, at de om et par år kan åbne et lille sekretariat, hvor han selv kan blive ansat som koordinator.

Foreløbigt åbner den første afdeling i Lyngby-Taarbæk, der er blevet til i samarbejde med Microsoft og CphBusiness Lyngby. Der både lægger lokaler og frivillige til.

45 børn er tilmeldt, hvilket gør afdelingen i Lyngby til den foreløbigt største i landet. Der er lukket for tilmeldinger, men Stadsbiblioteket har vist interesse for at lægge hus til endnu en Coding Pirate afdeling, hvis de kan skaffe frivillige til at oprette et nyt hold. Så selvom der ikke er plads lige nu, så kan man sagtens skrive sig på venteliste. Se mere på codingpirates.dk. Hvis man ønsker at være frivillig kan du kontakte Martin Exner på martin.exner1@gmail.com.

Om Coding Pirates

Coding Pirates er en forening der holder ugentlige Coding Pirates-aftener for børn og unge i alderen 7-17 med det formål at fremme deres produktive og kreative it-kompetencer. Det vil med andre ord sige at børnene programmerer spil, bygger robotter, leger med elektronik, opfinder dimsedutter og designer software.

Det er et aktivitetstilbud på linje med ridning, dans og svømning - her er indholdet bare noget andet.

Afdelingen i Lyngby kommer i første omgang til at ligge hos CphBusiness Lyngby, men flytter til Microsoft, så snart bygningerne står færdige. Deltagerne har deres egen computer med.

Publiceret: 18. August 2015 09:32
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Det grønne område

Fik du læst
ANNONCER
Se flere