Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

At tiltrække plejepersonale

Morten Binns (V),

kandidat til kommunalbestyrelsen

Hvis planen om at skabe “værdig ældrepleje” skal lykkes, hvis vi skal skabe en kommune, hvor man i sin sidste tid skal have det rigtig godt, nyde tilværelsen som ældre borger og sove ind i trygge rammer, så skal Lyngby-Taarbæk Kommune være langt bedre til at tiltrække og fastholde det personale, som har valgt at arbejde på kommunens plejecentre og i hjemmeplejen.

Og hvordan gør vi så det? Jeg har ikke det endegyldige svar, men jeg kan fortælle hvorfor jeg selv flere gange om ugen vælger at køre fra Lyngby til Svendborg for at gøre tjeneste i Ambulance Syd.

Det er blandt andet fordi ,jeg får tildelt ansvar, jeg bliver løbende uddannet, det er okay at sige, at der er ting, man er rusten i, og derfor har brug for sparring med en ambulanceinstruktør eller vores akutlæge. Jeg har lige fået fire nye medicinkompetencer og min arbejdsplads har netop tildelt mig en plads på Paramediciner-studiet til efteråret.

Regionrådsformand Stefanie Lose kører til tider med på vagten, hun lytter, hun handler, og vi har netop fået lov til at visitere til anden transport, hvis vi vurderer at patienten ikke har behov for akutbehandling eller hospitalsindlæggelse i det hele taget.

Ved årsskiftet gjorde jeg min nærmeste leder opmærksom på, at jeg var ramt af arbejdskrise og dagen efter havde jeg en to timer lang “snak-om-alt muligt-samtale” med Ambulance Syds øverste direktør.

Alt ovenstående gør, at jeg elsker mit arbejde og gladelig kører de 197 kilometer til jobbet.

Hvis vi kan avle bare noget fra den opskrift, så er jeg overbevist om, at vi også i Lyngby-Taarbæk kan tiltrække og fastholde det dygtige og engagerede personale, der skal forestå den værdige ældrepleje.

Publiceret: 27. Juli 2017 14:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Det grønne område

ANNONCER
Se flere