Jeg tillader mig at skrive til dig grundet din udmelding om, at kommunens lærere og folkeskoleelever, ud fra et ønske om besparelser, fremover skal anvende it-kontorpakken OpenOffice i stedet for Microsoft Office. Kommunen skal naturligvis spare, hvor den finder det hensigtsmæssigt. Ikke desto mindre mener jeg, at det bebudede skift i bedste fald blot omfordeler omkostningerne i kommunen, og pålægger lærere, elever og forældre unødigt besvær samt forringer it-understøttelsen i læringen. Jeg er en part i denne sag, men på baggrund af mediedækningen finder jeg det nødvendigt at nuancere både spørgsmålet om kvalitet og pris gennem denne henvendelse, som desuden også er blevet sendt med kopi til "Det Grønne Område", således at dem, som sagen berører, nemlig elever, lærere og forældre, kan deltage i den åbne dialog. Når vi har med uddannelse at gøre, bør hensynet til undervisningskvaliteten selvsagt være udgangspunktet – også når man skal vælge skolesoftware. Jeg medgiver, at det kan være svært at fastsætte den pædagogiske værdi på software. Men tager vi udgangspunkt i, at en gennemsnitlig folkeskoleelev i Danmark ifølge undervisningsministeriet koster 60.000 kr. om året, så er licensudgiften til Microsoft Office en endog meget fornuftig investering i elevernes læring. En skole køber jo heller ikke en matematik bog, der ikke opfylder pensumkravet eller de pædagogiske krav med det ene argument, at bogen er billigere. Jeg har læst, at I mener, at OpenOffice er på højde med Microsoft Office. Dette er jeg langt fra enig i. Software kan ikke sammenlignes på samme vilkår som f.eks. en liter mælk fra to mejerier. Dagens folkeskoleelever og fremtidens medarbejdere skal kunne arbejde med tekst, billeder og lyd i en sammenhæng, hvor det ikke er teknikken som sætter begrænsninger for, om opgaven kan løses eller ej. Ligeledes må et værktøj som eleverne kommer til at bruge meget tid med i forbindelse med mere traditionelle opgaver, som stilskrivning, rapporter, osv., naturligvis meget gerne være både indbydende og sjovt at lære og lege med – på den måde får vi også flest mulige med, både elever, lærere og forældre. Med undervisningen som udgangspunkt bør en vurdering foregå ud fra de muligheder, som forskellige kontorpakker har for at understøtte elevens indlæring og individuelle behov. Her er det ikke tilfældigt, at Microsoft Office er langt den mest valgte og anvendte kontorpakke på markedet, for den understøtter bedre end nogen anden pakke behovet blandt millioner af mennesker med forskellig tilgang, baggrund og kultur. Dertil kommer, at jeg undrer mig over, at I mener at I kommer til at spare penge ved skiftet. Det er efter min overbevisning ikke korrekt, at OpenOffice skulle være gratis. Der er ganske vist ingen indledende licensudgifter til OpenOffice, men der er fortsat udgifter til vedligeholdelse og drift, som let overstiger licensen til Microsoft Office. Det er korrekt, at Microsoft Office koster en licens, men for denne kendte og forudseelige pris får brugerne til gengæld et bedre produkt, som er lettere at anvende til flere ting og som giver mindre bøvl. Ligeledes er Microsoft Office billigere i drift og vedligeholdelse. Med andre ord er der færre omkostninger og mere værdi hele vejen rundt. Et amerikansk skoledistrikt (i Orange County) konkluderede i en lignende undersøgelse: "Hvis vi ikke underviser vores elever i at bruge den software som gymnasier, universiteteter, handelsskoler og erhvervsskoler bruger, sætter vi dem i en ugunstig situation." Distriktet valgte Microsoft Office. Jeg håber, du vil tage vel imod dette partsinlæg i debatten, og jeg håber at vi herfra kan fortsætte en åben dialog.
Med venlig Hilsen Jasper Hedegaard Bojsen, Teknologidirektør, Microsoft Danmark