Det har været en dyr omgang for Lyngby-Taarbæk Kommune at sende maden til ældre borgere i udbud. Socialdemokraternes Simon Pihl Sørensen har spurgt kommunens social- og sundhedsforvaltning om udgifterne til konsulentbistand og papirarbejde i forbindelse med madudbudet, og svaret herfra viser, at den samlede regning til konsulenter løber op i cirka en million kroner. Konsulentfirmaet Cowi skulle oprindelig have haft 290.400 kroner for sit arbejde med at forberede udbudet af ældremad. Siden har Cowi udskrevet yderligere en regning på 114.000 kroner, fordi maden i daginstitutioner også skulle sendes i udbud, og senest har Cowi bebudet, at der er to regninger á 48.000 kroner på vej, fordi det blev beslutet at splitte udbudet af mad til ældre og børn op i to selvstændige udbudsrunder. Oveni kommer så cirka 500.000 kroner til konsulenthjælp til medarbejderne i Den Kommunale Madservice. Pengene skal gå til, at medarbejderne kan få hjælp til at afgive et tilbud på ældremaden. "Man tror det er løgn. En million kroner til papir, ikke til service, ikke til omsorg, ikke til mad," skriver Simon Pihl Sørensen i en kommentar på sin blog på www.dgo.dk/valg