Lektie-pensionister blev Lions ildsjæle
Det blev "Pensionister i Skolen" som modtog Lions Club Virums Prisen 2013 som "årets ildsjæl". Foruden æren var det en check på 10.000 kr.


For andet år i træk har Lions Club Virum uddelt en pris til mennesker, der gør en indsats for andre ude over det sædvanlige. Det er Det Grønne Områdes læsere, der har indsendt forslag til Lions Club Virum, og prisen som "årets ildsjæl" er netop blevet uddelt til "Pensionister i Skolen".
De har oprettet ”Lektiecafeer” på folkeskolerne først i Virum og så udbredt det til hele Lyngby Taarbæk Kommune. Det er sket i et tæt samarbejde med de enkelte skoler. "Pensionister i Skolen", der hovedsageligt består af pensionister, stiller deres forskellige kompetencer gratis til rådighed til lektiehjælp for skoleeleverne på skolerne.
Prisen som årets ildsjæl består foruden hælderen af en check på 10.000 kr.
Lions Club Virum har gennem ”Det Grønne Område” opfordret læserne til at komme med forslag til ”årets ildsjæl”, én eller flere personer - gerne i Virum - som gør en indsats for andre, der er bemærkelsesværdigt og givende.
Lions Club Virum Prisen blev overrakt i forbindelse med et Lionsmøde på Lystoftebakken af Julia Hartvigsen fra Lions til Kirsten Christensen som repræsentant for ”Pensionister i Skolen”.
Ved overrækkelsen deltog også Annette Raunsholt, som har startet ”Pensionister i Skolen” og Niels-Erik Petersen, som har foreslået pristildelingen. I forbindelse med overrækkelsen præsenterede de tre gæster foreningen ”Pensionister i Skolen” og fortalte om den hjælp der ydes på ”lektiecafeerne”. Man kan læse mere om lektiehjælpen på www.pensionisteriskolen.dk
Lions Club Virum vil gerne gøre det til en tradition at særlige ”ilsjæle” i lokalområdet bliver belønnet. Klubben håber, at ”Det Grønne Områdes” læsere også i 2014 vil komme med gode forslag til værdige modtagere af prisen. Læs eventuelt mere på www.lions.dk
Kommentarer
Publiceret: 19. September 2013 09:00