1.063 unge søgte i år ind på kommunens fire ungdomsuddannelser, som alle er tilfredse med antallet af ansøgere. Arkivfoto
1.063 unge søgte i år ind på kommunens fire ungdomsuddannelser, som alle er tilfredse med antallet af ansøgere. Arkivfoto
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Ansøgninger: De lokale ungdomsuddannelser er tilfredse

Hos de lokale ungdomsuddannelser er der over hele linjen tilfredshed at spore over dette års antal af ansøgere.

Virum Gymnasium var ligesom sidste år den ungdomsuddannelse med størst antal ansøgere i Lyngby-Taarbæk Kommune. Gymnasiet kan endda glæde sig over det største antal ansøgere i fire år.

Rektor Mette Kynemund giver sit bud på, hvorfor Virum Gymnasium endnu engang oplever at være så eftertragtet.

“Der er en god fortælling om Virum Gymnasium. Lærerne leverer høj kvalitet i undervisningen, så eleverne lærer meget, men de er også meget glade for fællesskabet og rummeligheden. Der skal også lyde stor ros til eleverne, fordi de er nogle gode elevambassadører, blandt andet når de er ude at undervise på folkeskolerne og færdes i lokalområdet,” siger hun.

Årsagen til populariteten kan også findes i det politisk bestemte afstandskriterium, vurderer hun.

“En af forklaringerne kan være afstandskriteriet, hvor lokale ansøgere prioriteres højest. Det kriterium har vi også orienteret om til åbent hus. Sådan har det været i et par år,” siger hun.

Flere piger

Hos H.C. Ørsted Gymnasiet har man plads til ni spor, og de bliver også fyldt op til næste skoleår, viser årets ansøgningstal.

Studieleder Christine Lehn-Schiøler fortæller, at man de senere år har oplevet en stigende popularitet.

“Vi er en skole, der uden at gøre meget for det, er vokset meget de senere år. Vi havde seks klasser i 2012/2013, men vi er vokset med en tredjedel siden da,” siger hun og oplyser, at man oplever, at der gradvist kommer flere piger på det tekniske gymnasium, der som regel plejer at være mest populær hos drengene.

Hun mener, at man nyder godt af, at HTX er blevet et mere accepteret alternativ til den traditionelle studentereksamen.

“HTX har bevæget sig væk fra at være lidt en lillebror til den mere alment accepterede gymnasieuddannelse. HTX har nogle særtræk, som gør den rigtig attraktiv for folk, som vil læse videre på tekniske uddannelser. Mange af vores elever går for eksempel direkte over på DTU senere,” siger Christine Lehn-Schiøler.

Større kendskab

Knords uddannelsesdirektør for HHX og STX, Ivar Lykke Ørnby, erklærer sig også glad for de ansøgninger, som Lyngby Gymnasium og Handelsgymnasiet Lyngby i år har fået.

Lyngby Gymnasium er efter et dyk sidste år nået op på samme niveau som i 2014 og 2015.

“Vi kan se, at nu kommer de mindre søskende til dem, som har gået på vores gymnasium eller stadig går der. Så det skyldes, at kendskabet stiger, og folk ved, at det er ordentligt, det, vi gør,” siger Ivar Lykke Ørnby.

Han fortæller, at man med Lyngby Gymnasium har som mål at have 12 klasser, ligesom man startede dette skoleår med.

“Vi har allerede elever til 11 klasser, men erfaringen siger, at der gerne kommer 20-30 elever i løbet af foråret,” siger Ivar Lykke Ørnby.

Publiceret: 20. April 2017 11:45
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Det grønne område

Annonce
Annonce
ANNONCER
Se flere