Det er især landskabsmalerierne fra Island, som gør indtryk.
Det er især landskabsmalerierne fra Island, som gør indtryk.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

ANMELDELSE: Tre stjerner til Sveinsdottir på Sophienholm

Det er malerierne med de tre ingredienser som står stærkest i Sophienholms restrospektive udstilling med den islandsk/danske maler og væver, Juliana Sveinsdottir

Af Carl Otto Dethlefsen
I en hær kan ikke alle være befalingsmænd eller generaler, der skal også være fodfolk til at skabe fylde. Ligeledes i kunsten, hvor ikke alle kan være pionerer eller stjerner. Sveinsdottir må siges at være en del af kunstens fodfolk, og på trods af hendes uomtvistelige evner som både maler og væver, står denne anmelder lidt undrende over for denne udstilling. Hun er en del af en tidsepoke – mellemkrigstiden især – men hun har ikke afsat store spor i kunsthistorien, bortset fra rollen som den første kvindelige maler i Island.

Man bemærker straks, at der er meget luft mellem de ophængte værker, og lidt overraskende er der tilføjet malerier af folk som, Sønder- gaard, Hoppe og Lergaard – alle malere som var hendes samtidige. På en forespørgsel herom lyder svaret, at omkostningerne til transport og forsikring, samt krav fra islandske museer har gjort det umuligt at få fyldt udstillingen op med Sveindottirs værker.

Heldigvis har en del af hendes gode arbejder befundet sig i Danmark, og venlige udlånere har sikret, at vi kan få et godt indblik i forskellige dele af kunstnerens virke. Et rum på udstillingen er helliget hendes arbejde som væver, hvor man godt kan ane, at hun har deltaget i det pionerarbejde, det var at skabe interesse for billedvævning som en ligeværdigt kunstnerisk disciplin. Det store ryatæppe fra 1962, som til dagligt er ophængt i Højesterets lokaler, har et kraftfuldt og en stram udstråling.

Men ellers er det især landskabsmalerierne fra Island, som gør indtryk. Her arbejder hun med det rene maleri, hvor farverne fortæller om de tre elementer, klippegrund, himmel og hav.

I de bedste af dem fornemmer man det disede og regnvåde vejrlig, hvor himlen står gråtonet, og klipperne antager en næsten lilla farvning. Her er Sveindottir på hjemmebane, men et par grønne skovbilleder fra hendes danske bopæl viser, at også det landskab kan hun indfange essensen af gennem sin farvesætning.

På udstillingen kan man finde en lille perle i et rum, hvor nogle af Sveindottirs kollegaer er placeret. Et lille landskabsbillede af Anette Houth fra 1915 fremstår livgivende friskt og moderne (se foto).

En bog om Sveindottirs virke er udkommet i anledning af udstillingen, som også har været vist på Tønder Museum. Her er der tre glimrende artikler om kunstnerens personlige historie og virke i både Danmark og Island.

Udstillingen varer til 18. juni.

Publiceret: 04. Maj 2017 10:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Det grønne område

ANNONCER
Se flere