Koncerten var sæsonens sidste. Den nye sæson starter 6. september. Foto: Rolf Aagaard-Svendsen
Koncerten var sæsonens sidste. Den nye sæson starter 6. september. Foto: Rolf Aagaard-Svendsen
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

ANMELDELSE: Fire stjerner til ’Musik fra hovedvejen’

Det var helt klart musik fra jazzens hovedvej, eller for de indforståede, ”Blue Note tiden”, vi fik som afslutning på jazzklubbens sæsonafslutning.

Af Carl Otto Dethlefsen
”Nu vil vi spille noget rigtig jazz for jer”, var kapelmester Heine Hansens indledningsreplik til et total udsolgt Templet.

Dermed var tonen sat for den traditionelle Ben Webster prisvinderkoncert, og der blev holdt ord hele vejen igennem en koncert, hvor den ene klassiske standard efter den anden blev langet over scenekanten. Og det var da også igen de ypperste der var på besøg, hvor rytmegruppen bestod af Alex Riel på trommer, Jesper Lundgaard bas og overraskelsen, Ole Molin på guitar.

Sidstnævnte var ikke annonceret i programmet, men var med måske som en særlig reverens til en lang og glorværdig karriere, og som prisvinder helt tilbage i 1980, 36 år før pianist og kapelmester Heine Hansen fik prisen.

Aftenens frontman, var tenorsaxofonisten Bob Rockwell, som efter en kort karriere i amerikanske R&B bands landede i Danmark i 1983 og valgte at blive. En stor gevinst for dansk jazz at få en så kompetent og altid veloplagt musiker ind i miljøet.

En perlerække

Gruppen er ikke en fast kvintet, men blot sat sammen af Heine Hansen til denne aften, imidlertid kender musikerne hinanden og har spillet på kryds og tværs i andre sammenhænge.

Derfor var det løse, jamsessionagtige ikke hindrende for, at en perlerække af standardmelodier blev leveret med en stor præcision. Sætlisten omfattede bl.a. It Don"t Mean a Thing, But Not For Me og Someday My Prince Will Come. Men overraskende nok foreslog Bob Rockwell, at man afprøvede et Charlie Parker nummer – Moose the Mooche, og her fik vi et aftenens første højdepunkter.

Rockwell præsenterede temaet med en så lys tone, at man næsten kunne tro at det var en altsax, hvorefter han afleverede en solo som en solidt opbygget og historiepræget række af citater slynget ind i hans egne ideer – en yderst smuk ”hommage” til jazzens forfædre.

Herudover opstod der en intens dialog mellem Rockwell og Alex Riels fornemme arbejde på de tre swingende bækkener. Der var ikke tale om indvinding af nyt land, men derimod dybdepløjning i jazzmusikkens frugtbare muld.

Kærlighed og blues

Andet sæt kom flot fra start i nummeret Love for Sale, hvor Heine Hansen demonstrerede sit intelligente og elegant lette anslag. I dette nummer gik han ind og ud af melodien uden at tabe pusten. Hans spil virker så ubesværet og swingende både i soli, men bestemt også som indfølende og understøttende akkompagnatør. På Rockwells forslag skulle der også refereres til bluesmusikken denne aften med en ”slow blues i C dur ”.

Her fik man brudstykker af Rockwells evner som ”screamer”, måske stammende tilbage til hans tid i R&B musikken.

Mere kærlighed blev det til i klassikeren, Loverman, hvor Ole Molin fik fat i melodiens sjæl med fine væverier på guitaren. Også Jesper Lundgaards knisprende og virtuose solo var af højeste klasse. I koncertens sidste nummer fik Alex Riel lejlighed til at vise, hvorfor han er så efterspurgt en trommeslager, med en evne til at få bækkenerne til at synge sammen i kombination med lette hvirvler på skindene.

Koncerten var den sidste i en stor sæson for Lyngby-Tårbæk Jazzklub med udsolgte koncerter i et Tempel med begrænset plads, et forhold som kan få en til at drømme om, at kommunen med tiden vil investere i en lidt større koncertvenue.

Klubbens efterårssæson begynder den 6. september.

Publiceret: 27. April 2017 15:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Det grønne område

Annonce
Annonce
ANNONCER
Se flere