Maiken Bent LØSØRE
Rum III. Gl. Holtegaard. Foto: I DO ART
Maiken Bent LØSØRE Rum III. Gl. Holtegaard. Foto: I DO ART
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

ANMELDELSE: Fem store stjerner til Gl. Holtegaard

Som beskuer bliver man, i næsten bogstavelig forstand, spændt fast i en associationsrig verden af værktøj og skibsaptering på Gl. Holtegaards nye udstilling – LØSØRE

Af Carl Otto Dethlefsen
Udstillingen hedder LØSØRE, som er et juridisk begreb for flytbare ejendele – og det begreb leger Maiken Bent med i værkerne – for nok er der en lethed og ”flytbarhed” over hendes installationer, men samtidig har hun demonstrativt lænket dem fast eller surret med karabinhager. Dermed demonstrerer kunstneren også, at hun kan lade humoren komme ind som en slags formildende lag i den ellers alvorstunge tematik.

Ifølge kurator Marie Oxholm Zigler har Maiken Bent interesseret sig meget for Gl Holtegaards tidligere beboere, således at løsøret i en eller anden forstand kan gå i dialog med husets historie, og dermed også leve op til udstillingsstedets ønske om, at nutidens kunstnere forholder sig til baroktiden.

Helt konkret inddrager Maiken Bent barokhaven eksplicit i det rum, som kaldes galleriet. Her har hun ophængt transparente, batikindfarvede silkegardiner foran vinduerne, så beskueren får haven præsenteret som elementer på det florlette ”lærred”. Også i den store havestue er rummet, med dets mønstrede trægulv en markant del af de kædeophængte trapezer, som måske kan referere til rummets funktion som fest-og cirkuslokale. I næste rum, som er kaminstuen, går kunstneren så at sige ”all in” med en voldsom smuk tapetsering suppleret med fæstnede, quiltsyede læderfutteraler, og en tv-skulptur. En overvældende ruminstallation.

Dybere ned

Udstillingen former sig tydeligt som en rejse fra det lette, næsten skæmtende i de første rum til det mere intense og kropsruskende i de sidste. Det er godt set af kunstneren, at vi ikke straks skal indsnævres og fastspændes med associationerne til et SM-univers.

Men det er så til gengæld der, vi ender i det sidste rum, hvor et markant værk er placeret smæk i synsfeltet fra indgangen, bestående af en gul plastbetrukket madras flankeret af kæder. Overfor er placeret et værk fra 2012 med titlen OCC-W#11. Titlen hjælper os ikke videre, men med spændremme snoringer og den mørke vægfarve bag den indespærrede læderpude, er der lagt i ovnen til seksuelle konnotationer. To andre værker i rummet supplerer den fornemmelse.

Ready-mades

Man kunne næsten fristes til at kalde Maiken Bents værker for byggemarkeds-kunst. Men i virkeligheden kan hendes kunst betragtes som en videreførelse af den klassiske ready-made metode, som opstod bl.a. i kølvandet af Duchamps berømte urinal.

Når Bent overtrækker en murerske med læderindsnøring, så kan det ses som en lige linje tilbage til Meret Oppenheims berømte, pelsforede tekop fra 1936. Stort set alle installationer og ophæng er konstrueret ved hjælp af ”færdige” genstande indkøbt i f.eks. Harald Nyborg eller Bauhaus varehuse. Men sammensætningen af reb, kroge, værktøj, læderstumper, kæder og diverse skibsapteringer er udført med et raffineret æstetisk touch, som transcenderer de enkelte elementers ophav. Værkerne får dermed en æstetisk dimension, som kan nydes adskilt fra hele det associationsapparat kunstneren i øvrigt stiller til rådighed.

For denne anmelder er der tale om en sært tyst verden, hvor man bliver spærret inde i et univers, hvor man kun har få muligheder for at bevæge sig – man kan kun strække sig lidt under de elastiske bagagestropper og læderhalsbånd. Spørgsmålet melder sig så, om det i virkeligheden er ganske betegnende for vores menneskelige tilværelse, at vi er spærret inde på den ene eller anden måde, fysisk eller mentalt? Men i Maiken Bents hænder er det imidlertid en kildrende, æstetisk og nydelsesfuld indespærring i et kunstnerisk univers, som atter viser Gl. Holtegaards format som udstillingssted for nutidig kunst.

Udstillingen er elementært spændende og kan varmt anbefales. Der er ikke fremstillet et egentligt katalog til udstillingen, men et hæfte med forskellige afbildninger og close-ups af Maiken Bents værker er udgivet i anledning af LØSØRE., som varer frem til 2. juli.

Publiceret: 09. Maj 2017 10:10
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Det grønne område

Annonce
Annonce
ANNONCER
Se flere