“Man tror, at det er et barn, man får ind i sit liv, men man får også hele barnets familie,” siger Charlotte Elm Kjeldsen (billedet) om at være aflastningsforælder. Foto: Mikkel Brøgger Petersen
“Man tror, at det er et barn, man får ind i sit liv, men man får også hele barnets familie,” siger Charlotte Elm Kjeldsen (billedet) om at være aflastningsforælder. Foto: Mikkel Brøgger Petersen
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Aflastningsfamilie: Når ét barn bliver til en hel familie

En stærk vi-følelse præger samarbejdet mellem aflastningsfamilien, kommunen og barnets forældre, fortæller Charlotte Elm Kjeldsen, som er aflastningsforælder for to piger

Siden Charlotte Elm Kjeldsen var teenager, har hun interesseret sig for børn og deres udvikling, og fordi hun ikke selv kan få børn, har hun valgt at blive aflastningsforælder.

I gymnasiet skulle hun vælge mellem sine to interesser: At være børnepsykolog eller gå i en kreativ retning. Hun valgte det sidste og er i dag grafisk designer. Men fordi hun er aflastningsforælder til to børn, føler hun alligevel, at hun har fået begge ønsker opfyldt. Den ene er en pige på 12 år, som Charlotte Elm Kjeldsen har været knyttet til i seks år. Den anden er en pige på tre år.

“Jeg kunne godt tænke mig at have et barn boende. Jeg mente, at jeg kunne givet et barn noget, og hvis der var nogen, jeg kunne hjælpe, så ville jeg gerne det,” fortæller hun.

Lidt surrealistisk

Til at starte med ville Charlotte Elm Kjeldsen være plejeforælder. Men på anbefaling fra andre plejeforældre startede hun som aflastningsforælder, hvor man har et arbejde ved siden af rollen som aflastningsforælder og ikke er i rollen på fuld tid.

Kommunens familiekonsulenter har til opgave at finde det bedst mulige match mellem aflastningsforælder og barn.

“Da jeg talte med familiekonsulenterne, forsikrede de mig, at det var deres vigtigste opgave at sikre et godt match. Jeg havde forestillet mig en dreng, men de kunne se, at jeg som enlig kvinde med kreative evner ville være et godt match med en pige,” fortæller hun.

Charlotte Elm Kjeldsen skulle første gang møde pigen, hun skulle være aflastningsforælder for, hjemme hos pigens mor. Det var juletid, så Charlotte Elm Kjeldsen tog honninghjerter med, og fordi hun vidste, at pigen kunne lide hunde, tog hun også sine to små Malteser-hunde med.

Hundene blev to små ice breakere i et møde, som Charlotte Elm Kjeldsen var enormt spændt på.

“Det første indtryk var, at det var lidt surrealistisk, for jeg tænkte, at denne pige skal jeg komme til at elske. Fra første sekund, syntes jeg, at hun var enormt sød og nuttet, men det var ikke ligesom hos en veninde, hvor man udbryder 'hvor er hun lækker og nuttet'. Her var det alvor. Jeg var klar over, at jeg ikke skulle være for overvældende,” fortæller hun og husker, hvordan de sad ved kaffebordet og talte og spiste honningkager, og pigen løb rundt efter hundene.

Som deres egne

Til at starte med var pigen på besøg hos Charlotte Elm Kjeldsen et par timer. Efter et par gange overnattede hun.

“Det var hun så klar på,” fortæller hun.

Charlotte Elm Kjeldsen og pigen kom hurtigt ind på livet af hinanden. Hundene var især omdrejningspunktet for aktiviteterne i starten. Men de tegnede også og spiste på Sticks'n'Sushi.

Samtidig kunne hun også lege med sin aflastningsmors veninders børn, som var cirka samme alder, og som hun i dag har et godt venskab med.

Charlotte Elm Kjeldsens familie har også taget mod begge plejepiger med åbne arme.

“Min familie har modtaget dem, som var de mine egne. Den store pige tigger om, hvornår vi skal til Jylland. Den lille laver gaver, for næste gang, vi skal til Jylland, skal min familie have gaver, så der er opstået nogle bånd til min familie, som pigerne har glæde af, og som de taler meget positivt om,” fortæller hun.

Jeg er ingen trussel

Det, som har overrasket Charlotte Elm Kjeldsen mest, er, at når man får et barn i aflastning, så er det ikke bare barnet, der bliver en del af ens liv.

“Man tror, at det er et barn, man får ind i sit liv, men man får også hele barnets familie. Jeg har fundet ud af, at behovet for at have samarbejdet med familien er større, end jeg troede. Og af stor betydning for, at barnet kan knytte bånd til sin aflastningsfamilie. Forældrene skal ikke se mig som en trussel, de vil altid være forældrene, og barnet vil altid kun have et sæt forældre. Jeg vil bare gerne støtte op,” fortæller hun og tilføjer:

“Jeg er en del af et fællesskab bestående af familiekonsulenten, aflastningsforældren og barnets familie. Der er en meget stærk vi-følelse. Og jeg ser denne opgave som meningsfuld og som en berigelse af mit liv. Når jeg fortæller om det, siger mine veninder, at alle burde have en konsulent, for man kan hente så meget hos fagpersonerne, for man får som forælder ikke en manual.”

Det Grønne Område har valgt at anonymisere børnenes navne af respekt for forældrene. Deres navne er redaktionen bekendt.

Publiceret: 11. Januar 2018 11:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Det grønne område

Bøger
Forsiden netop nu
Det grønne område
Seneste
Det grønne område
Mest læste
Det grønne område
112