Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

75 år: "Det vælter rundt med uafklarede spørgsmål om hjernen, og det er dybt spændende, og jeg har aldrig forsket så meget, som jeg gør nu"

Af Pernille Borenhoff
75 Fhv. rektor, professor, dr med. Kjeld Møllgård, Virum, der den 18. november fylder 75 år, er på halvtredsindstyvende år ansat ved Københavns Universitet - siden 2013 som ekstern lektor med det overordnede forskningsprojekt: Fra fosterhjerne til voksen normal og sygdomsramt hjerne.

En tilværelse som fuldtidspensionist ligger langt ude i horisonten, idet han netop er blevet forlænget i sin nuværende stilling som ekstern lektor frem til 30. april 2020.

At få Kjeld Møllgård i tale i forbindelse med denne fødselsdagsomtale har ikke været let, han er en travl herre, der synes at være optaget at både forskning, undervisning og heftig mødeaktivitet.

“Familien er vant til, at forskning er en livsstil, og jeg mener ikke, at man kan pensioneres fra en livsstil. Hvordan hjernen fungerer, ved vi ikke. Der er nogle hemmeligheder, der ligger derude, som vi lige skal finde ud af. Det vælter rundt med uafklarede spørgsmål om hjernen, og det er dybt spændende, og jeg har aldrig forsket så meget, som jeg gør nu, hvor jeg ikke også har administrative opgaver,” siger han.

Hans seneste publikation udkom i midten af september og handler om, hvordan fosterhjernen er beskyttet mod skadelige stoffer fra omgivelserne: ” Brain barriers and functional interfaces with sequential appearance of ABC efflux transporters during human development” hedder publikationen, der blev offentliggjort i det internationale tidsskrift Scientific Reports,Nature.com.“

“De barriere-systemer, der beskytter mod alt væmmeligt, er mit hovedemne. Populært sagt, så har hjernen jo brug for nogle stoffer, men til gengæld vil den meget nødigt havde andre ind. Det er vanvittigt spændende at forske i,” siger Kjeld Møllgård, der er en af verdens højst anerkendte forskere i menneskehjerner på fostre. Og som gennem livet at indsamlet et enormt antal fosterhjerner til forskning.

Kjeld Møllgård blev student fra Metropolitanskolen i 1961 og i 1968 cand. med. I 1979 blev han dr. med fra Lunds universitet.

At han valgte at specialisere sig inden for neurobiologi skyldes, at han mener, at menneskets hjerne er det mest fascinerende organ, der findes på denne jord.

“I et forsøg på at forstå den yderst komplekse voksne hjerne, startede jeg på et tidligt tidspunkt med at undersøge udviklingen af den meget tidlige menneskehjerne, hvor tingene endnu ikke er SÅ komplicerede,” siger han.

En gang Virum - altid Virum

Fra 1994 til 2002 var Kjeld Møllgård rektor på Københavns Universitet. Han har undervist og gæsteforelæst på universiteter i adskillige lande, ligesom han er medlem af så mange faglige udvalg, at det er for omfattende at nævne her.

Fra 2006 til 2014, det vil sige i den periode, hvor Virum Gymnasium overgik fra Amtsgymnasium til at være ’en selvejende taxameterstyret statsinstitution’, var Kjeld Møllgård bestyrelsesformand på Virum Gymnasium.

“Da gymnasiet i 2007 fejrede 50 års fødselsdag var Bertel Haarder til stede, og her påpegede vi de snævre fysiske rammer. Ret hurtigt herefter fik vi vedtaget opførelse af ’Nordfløjen’,” siger Kjeld Møllgård, der fra sin tid som rektor på Københavns Universitet havde stor erfaring med chefansættelser, drift af selvejende statslige taxameterstyrede statsinstitutioner og det politiske system.

“Hele omstillingen gjorde, at vi kunne få finansieret tilbygningen.”

En af hans sidste bedrifter, inden han overdrog formandsposten til rektor Anders Bjarklev fra DTU, var at ansætte den nuværende rektor Mette Kynemund.

Kjeld Møllgård har boet i Virum, siden han i 1971 kom tilbage til Danmark efter studier ved UC Berkeley.

“Jeg har ikke tænkt mig at flytte. Når jeg går ud på min græsplæne, så fornemmer jeg, at jeg bor i det grønne område. Jeg skal bo i mit hjem, til jeg ikke kan mere. Jeg er meget tilfreds med kommunen. Også med den udmærkede ældreforsorg, der er her, så jeg bliver her og flytter ikke i lighed med mange af mine venner til København,” siger han.

Den sparsomme fritid bruger Kjeld Møllgård gerne sammen med familien, de tre børnebørn og venner, som han har kendt, siden han var 11 år og startede på Metropolitanskolen.

“De er gode til at synge, og jeg spiller udmærket guitar.”

Opera, jazz og rejser ikke mindst til europæiske storbyer bliver der også tid til.

“Det vælter rundt med uafklarede spørgsmål om hjernen, og det er dybt spændende”

Kjeld Møllgård (t.h.) var formand for Virum Gymnasiums bestyrelse, da han og daværende rektor Poul Rasmussen gravede grundstenen til den nye fløj ned.
Kjeld Møllgård (t.h.) var formand for Virum Gymnasiums bestyrelse, da han og daværende rektor Poul Rasmussen gravede grundstenen til den nye fløj ned.

Publiceret: 15. November 2017 09:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Det grønne område

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt