Kirkeklummen: Feriegæst eller turist?

Af
Jørgen Bo Christensen

præst ved Lundtofte Kirke og

studenterpræst på DTU

Klumme De seneste år er en ny slags demonstrationer begyndt at dukke op. I byer rundt om i Europa er man begyndt at demonstrere mod turismen. Det foregår for eksempel i Venedig, hvor store krydstogtskibe lægger til i den indre by. I Venedig bor 255.000 mennesker, men byen besøges af to millioner hvert år. Også i andre byer bliver turister mødt med protester fra de lokale indbyggere. Og det er noget nyt. Det er nyt, at man som rejsende bliver bedt om at rejse et andet sted hen. Man plejer jo som turist at føle sig velkommen, så længe man betaler for servicen, oplevelserne og de lokales gæstfrihed.

Men, det er måske netop det, der er problemet, når man rejser som turist. Det hele kan gøres til en vare, som man betaler for - også de lokales gæstfrihed. Hvad gæstfrihed vil sige, mærker man til gengæld, når man tager på besøg hos familien i Jylland.

For det første kræver det en invitation. Og hvis man ikke er blevet inviteret, kan værterne forvente en undskyldning for, at man sådan dukker uanmeldt op. Dernæst består gæstfriheden i, at værterne gør plads til, at man kan være der. Selv hvis de har rigeligt med plads, skal de åbne dørene og give en plads. Og endelig er der den vanskeligste, men afgørende del: værterne skal sørge for, at man føler sig hjemme hos dem, skønt man kun er på besøg. Og i stedet for at betale for gæstfriheden, kan man invitere sin jyske familie på besøg hos en selv.

Det kan meget vel være en stor oplevelse at rejse andre steder hen end på besøg hos sin jyske familie. Men hvis man nu ikke er blevet inviteret af andre end turistindustrien, og hvis de lokale siger, at de ikke har plads, og hvis man ikke selv ønsker at få to millioner turister til Lyngby denne sommer, er det så rimeligt at tage til Venedig, Barcelona, Dubrovnik eller nogle af de andre byer, der bliver overrendt? Selv på toppen af Mount Everest er der en lang kø af mennesker.

Her om sommeren er ubekymrethed et tema, som der prædikes over i kirkerne. Se til himlens fugle og markens liljer. Hverken fuglene eller liljerne bekymrer sig for dagen i morgen, og dog giver Gud dem, hvad de behøver og mere til, siger Jesus. Når man rejser afsted på sommerferie, gør man det som regel i håbet om at kunne slappe af og ikke at skulle bekymre sig. Men masseturismen er ikke bare rigtig skidt for klimaet, den er også bekymringsvækkende for de lokale, der rammes af turiststrømmene. Så hellere være feriegæst og nyde at vinde over sin jyske familie i minigolf.

Publiceret 07 July 2019 08:00