'Eragon' er stærkt inspireret af 'Ringenes Herre', og foregår i en verden, der minder om Tolkiens univers. Pressefoto

'Eragon' er stærkt inspireret af 'Ringenes Herre', og foregår i en verden, der minder om Tolkiens univers. Pressefoto

Ugens anbefaling fra biblioteket: En verden, hvor alt kan ske

Af
Yuejun Yu

anbefaling Bogen 'Eragon' er det første bind i en serie, hvor man følger en dreng der hedder Eragon.

Under en jagt finder han en poleret blå sten som han tager med hjem. Inden længe udklækkes der en drage fra stenen, og Eragon indser, at han har stødt på en arv så gammel som riget selv.

Han prøver at holde dragen skjult, men giver hurtigt op, da dragen vokser ualmindeligt hurtigt. Han beslutter sig for at tage væk fra landsbyen, og med ham kommer landsbyens gamle historiefortæller, som lærer ham om rigets historie og hemmeligheder.

Eragon forstår, at han og hans drage for enhver pris ikke må falde i kløerne på den onde konge Galbatorix. Gennem hans flugt lærer han, at han må blive den næste dragerytter for at redde riget fra kongens grusomheder, og hvis han fejler, vil alle i riget gå til grunde.

Bliver helt opslugt

Bogen lader dig dykke ned i en verden, hvor der ikke er nogle grænser for, hvad der kan ske.

Karaktererne er så spændende og livagtige, at man nemt kan leve sig ind i bogen. Man bliver helt opslugt af den, og får svært ved at lægge den fra sig.

Man følger Eragons udviklingen fra barn til voksen, de svære valg, han må tage, og det ansvar, der hviler på hans skuldre. Bogen handler også om at finde sin plads i livet og om at være anderledes.

'Eragon' er stærkt inspireret af 'Ringenes Herre', og derfor foregår 'Eragon' i en verden, der minder om Tolkiens univers. 'Eragon' er dog mere letlæselig end 'Ringenes Herre'. Derudover minder 'Eragon' om bøgerne 'Star Wars' og 'Narnia'.

Titel: Eragon

Forfatter: Christopher Paolini

Udgivelsesår: 2003

Publiceret 21 April 2019 08:00

SENESTE TV