Du kan spare penge ved at afsøge markedet for boliglån, før du vælger bank.

Du kan spare penge ved at afsøge markedet for boliglån, før du vælger bank.

Boliglån i banken: Find det billigste

Skal du optage et boliglån i banken til ny bolig eller en ombygning, der ikke kan dækkes af et realkreditlån? Læs mere her og bliv forberedt til mødet i banken

Af
Jørgen Munksgaard Rasmussen

Bolius – Boligejernes Videncenter

lån Boliglån benyttes typisk ved køb af ejerbolig, hvor realkreditlånet maksimalt må udgøre 80 procent (75 procent for fritidshuse) af boligens vurdering. Hvis du kun har den krævede udbetaling på 5 procent af købssummen, mangler du derfor 15 procent plus omkostninger.

Her kommer banken ind i billedet og tilbyder den såkaldte restfinansiering i form af et boliglån med sikkerhed i ejendommen.

Når du skal foretage nogle forbedringer på ejendommen, kan et boliglån være en god løsning. Det gælder, hvis der ikke er 'plads' til et realkreditlån i ejendommen, eller hvis finansieringsbehovet ikke overstiger et par hundrede tusinde kroner som en tommelfingerregel.

Optager du et mindre realkreditlån, vægter omkostninger relativt tungt, ligesom realkreditselskaberne typisk opererer med et minimumsbidrag.

Det billigste lån

Da priserne varierer mellem bankerne, er det en god idé at undersøge markedet og sammenligne priser og vilkår for et boliglån, inden du beslutter dig.

De to websites, www.pengepriser.dk og www.mybanker.dk, er som udgangspunkt et godt sted at starte i jagten på det billigste boliglån.

Vær dog opmærksom på, at du typisk kun skal gå efter boliglån inden for 80 – 95 procent af vurderingen. Boliglån inden for 80 procent af vurderingen har som hovedregel en lavere rente, da bankens risiko ikke er så så stor som ved et mere yderligt beliggende boliglån.

Omlægning af dit realkreditlån

Én ting er valget af den bank, der kan tilbyde de laveste renter. En anden sag er imidlertid, om banken vil tidbyde dig de mest attraktive renter. Det sidste afhænger primært af dit samlede forretningsomfang med banken og bankens sikkerhed for lånet.

Da bankerne udsteder boliglån til mange forskellige typer af husstande med forskelligt forretningsomfang og forskellig risiko, vælger de typisk at offentliggøre et spænd over renten på deres boliglån.

En stikprøve blandt 12 banker foretaget i juli 2018 viser et spænd, der strækker sig lige fra 3,25 til 11 procent.

Som den eneste bank i stikprøven opererer internetbanken Swedbank (Dansk filial af svensk storbank) ikke med noget spænd, men med en fast rente på 3,35 procent. En del af forklaringen på den lave rente er, at banken kun har én afdeling i København, og du som kunde derfor ikke umiddelbart kan få et ansigt-til-ansigt møde i banken.

Er du en lavrisiko-kunde med både realkreditlån, billån, løn- og budgetkonto og eventuel pensionsopsparing i banken, vil du kunne forvente en rente i området mellem 3,25 og 5,25 procent (august 2018).

Et renteniveau inden for ovennævnte spænd understøttes af de tilbudte udlånssatser på Mybanker.dk, der I 2. kvartal 2018 lå på 4,0 procent. Statistikken fra Mybanker angiver gennemsnittet af de udlånssatser, som boligejerne fik tilbudt af de deltagende banker gennem en form for auktion på mybanker.dk.

Har du blot en nogenlunde fornuftig økonomi, bør du ikke betale mere end 6 procent i rente ved det nuværende renteniveau og du kan have gode chancer for at få renten længere ned, hvis du beder om tilbud fra flere forskellige banker.

Publiceret 16 September 2018 06:00

SENESTE TV