"Det er et fantastisk formål og et meget positivt tiltag," siger Kristian Thuelsen Dahl, der også i år er med til at cykle Danmark Rundt for at skabe opmærksomhed om foreningen Broen. Foto: Pernille Borenhoff

Aktive voksne hjælper børn til aktiviteter

25 entusiatiske cykelryttere, der i høj fart og med stor entusiasme har cyklet landet rundt for at gøre opmærksom på foreningen Broens arbejde for udsatte børn og unge

Af
Pernille Borenhoff

Ole, Anders, Peter og Kristian gør det. I lighed med godt 20 andre. Cykler Danmark rundt for at skabe opmærksomhed om en god sag. Med lidt forsinkelse ankom de mandag eftermiddag efter en cykeltur på små 200 kilometer fra Helsingør, via Frederikssund, Tåstrup og Værløse til reception på Hotel Sinatur, Frederiksdal, hvor de iført røde cykelshorts og t-shirt med diverse logoer blev budt på flødeboller, gulerodskage, jordbær, vin og saft.

De fire 'drenge' er ikke hvem som helst. De tre første deler efternavnet Bondo Christensen og er hhv. borgmester i Furesø, formand for Danmarks Lærerforening og seniorforsker ved Aarhus Universitet . Kristian hedder Thuelsen Dahl til efternavn og er formand for Dansk Folkeparti.

"Jeg er med pga. mine brødre, der også har cyklet Team Rynkeby. Vi syntes, at vi skulle have en fælles oplevelse. Jeg vidste i første omgang ikke, hvad Broen var, men kan jo se, at det er et fantastisk projekt, og for os lærere er det rigtig godt, at der er nogen, der aktive i den forening," siger Anders Bondo Christensen, der i lighed med mange af de øvrige deltagere kom stort set direkte fra Folkemødet på Bornholm.

"Jeg har ikke trænet op til løbet, men har løbet flere end 30 maratonløb, så formen er i orden," siger han.

At Anders Bondo Christensen er med, giver for foreningen god mening. For han er bestyrelsesformand i Lån og Spar Bank, der er blevet sponsor for Broen Danmark.

Ideen opstod i Paris

Kristian Thuelsen Dahl cyklede for et par år siden til Paris med Team Rynkeby, og her mødte han Flemming Bøgely, der i 2002 startede Broen.

"Vi sad på en fortovscafe og talte om, hvorfor vi cyklede helt til Paris og ikke Danmark Rundt. Man skal ikke foreslå noget til Flemming, for hvis han synes, at det er en god ide, så bliver det til noget. Vi cyklede første gang sidste år. Flemming er en fantastisk formand, og han har en gejst og et initiativ, der er smittende," siger Kristian Thuelsen Dahl.

Siden den første afdeling blev oprettet i Horsens i 2002, er der kommet lokalafdelingen til i hele landet. Lyngby-Taarbæk har netop fået sin afdeling og er lokalafdeling nummer 27. I næste måned opretter Randers og Rudersdal lokalafdelinger.

Alle afdelinger bliver drevet af frivillige kræfter. Der er blot to ansatte i hovedkvarteret.

Isabelle Jørgensen er formand for Broen Lyngby-Taarbæk.

”Vi opstod lidt på trods, fordi der i vinterens løb var en diskussion om, hvorvidt vi overhovedet har fattige børn i vores kommune. Og det må vi desværre konstatere, at vi har. Med foreningen ønsker vi at bygge bro fra udsatte børn og ind i fællesskabet. Det skal ikke være økonomien, der forhindrer dem i at deltage i en fritidsaktivitet," siger Isabelle Jørgensen.

Foreningen råder over en pulje penge og er klar til hjælpe. Med udstyr, kontingent eller tilskud til lejrskoleture og sommerferieaktiviteter.

"Forældre, lærere og sagsbehandlere er velkomne til at kontakte os, hvis de har kendskab til børn, der har behov for hjælp," siger hun.

Lagkagehuset, Simply Chocolate, Magasin Chokolade, Raw-Bite og Netto havde sponsoreret receptionen. Hotel Sinatur, Frederiksdal havde stillet et selskabslokale til rådighed. Deltagerne betalte selv for forplejning og overnatning på hotellet. Cykelløbet sluttede i fredags i Skagen.

    indsats for socialt udsatte børn, hvor familien ikke selv har ressourcerne til børnenes aktiviteter i fritiden.

    Broens lokalforeninger hjalp i 2017 ca. 4.800 børn og unge til en fritidsaktivitet

    Broen Danmark Rundt indsamlede i 2017 cirka 375.000 kroner

    Lyngby-Taarbæk er den 27. lokalafdeling

    Rudersdal kommer med i næste måned som den 29. lokalafdeling

Publiceret 24 June 2018 06:00

SENESTE TV